Jeg tænker meget over alt det i søndags. I går kunne jeg se det i nyhederne og fik sgu en væmmelig fornemmelse da jeg så optagelser fra overvågningskameraerne.

Han var kun 19 år. Hvordan mon han har det? Kunne jeg finde ud af det på nogen måde? Kunne jeg kontakte nogen?

Da de i tv sagde de stadig manglede øjenvidner ringede jeg ind til politiet. Det var vigtigt for mig at vide, at de havde noteret mit navn og nummer korrekt, hvis jeg på nogen måder kunne være behjælpelig med at identificere de snothvalpe som åbenbart stadig løber rundt der ude.

Men de havde noteret mig og jeg måtte sætte mig ned med mit ”wanna-be-a-hero” og forsøge at dæmpe min magtesløshed.
Ej det drejer sig sgu ikke om at jeg vil ”helte” den eller på anden måde lifle kredit på denne episode, men jeg føler jeg var vidne til et helvede der efter kort tid bare stoppede og nu sidder jeg med alle mulige spørgsmål og følelser jeg ikke kan stille en skid op med!

Dog har det givet mig en del at spekulere over mht mig selv. Jeg tænker; hvorfor reagerede jeg ikke med det samme? Hvorfor sagde jeg ikke noget i det sekund jeg opdagede, at de to hvalpe tæskede den 19 årig? Hvorfor lod jeg som ingenting til at starte med?

Jeg ved jo at det skyldes de år jeg har boet på Istedgade. Den slags turmult var dagligkost og jeg har vel inden i givet lidt op. Den indre alarm har jeg forlænget så den ikke starter hver gang jeg mærker uro. Jeg mener…med alt det lort man ser hver dag, hvorfor så selv gøre sig anstrengelser for at ændre?

Men NEJ helt ærligt! Dette lyder sikkert enooormt flagrende og med ”heal the world” spillende i baggrunden, sikkert også kvalmende. Men man skal sgu da starte et sted skal man ikke? Jeg vil gerne ændre på den nytteløshed jeg har fået opbygget inden i og jeg vil bede til at andre vil følge trop. Ikke at jeg nu vil oprette en organisation som skal hedde ”GRIB IND” men jeg vil seriøst tænke over hvor meget mening der stadig er i, at være med til at forhindre den slag meningsløshed hvis jeg kan.

Selvfølgelig skal jeg også passe på mig selv. Havde jeg uden tøvet blandet mig i det sekund jeg opdagede hvad de fyre gjorde, kunne det snildt have endt med to blødende personer i stedet for én. Jeg er en pige, en pige uden de vildeste kræfter.

Spørgsmålet om hvorvidt jeg kunne have gjort mere, finder jeg måske svar på om noget tid. Jeg ville gerne have råbt hurtigere og tidligere. Jeg ville gerne have ringet til politiet i det sekund jeg ser de slår ham og jeg ville ønske jeg havde haft kræfter til at tage mine arme stramt omkring de to hvalpe så den unge fyr var blevet skånet for de sidste spark og slag.

Næste gang jeg oplever noget lignende vil jeg ikke tøve så længe men jeg vil med min logik og fornuft gøre hvad jeg kan for at forhindre eller stoppe. Jeg vil ikke vende hovedet væk som jeg startede med at gøre den søndag.


Jeg har en vvs-fyr og en elektriker i lejligheden. Det er sgu meget hyggeligt. Vvs’en sidder foran en radiator og brokker sig over livet mens den anden kommer med helt hen i vejret bemærkninger. ”I næste liv vil jeg fandme være køkkenmontør! De får dobbelt så meget i løn som mig også skrider de bare fra halvfærdige opgaver!” Siger vvs’en hvorpå elektrikeren svarer ”Øhhh, ja de er dumme! Jeg har to knallert45’er!”. Vvs’en ryster videre på hovedet og skruer opgivende videre på røret. Jeg sidder her på gulvet foran computeren og griner lidt for mig selv.
Ellers sludrer vi lidt løst og fast om alt muligt.