Er netop kommet hjem fra et besøg hos min neurolog... Egentlig fatter jeg ikke helt at jeg gider gå der, eftersom samme konsultation foregår på stort set samme måde... :

Jeg dukker op før tid, da jeg synes det er uhøfligt at komme væltende ind af døren i sidste øjeblik og desuden kan jeg aldrig finde det eller huske hvad husnummer det er. Ved egentlig ikke rigtig hvorfor, for har efterhånden været der en del gange... Er nok bare mig og den vej der åbenbart ikke bliver ret gode venner... :-S
Jeg afleverer sygesikringsbevis hos sekretæren og sætter mig ned og venter. Der er meget sjældent nogle patienter før mig - de er ihvertfald gået når jeg dukker op. Men alligevel kommer jeg aldrig til før tid. Lægen og sekretæren sidder og snakker og snakker - om ting der absolut ikke har noget at gøre med medicinens verden. Egentlig er det jo også okay - men de burde måske tænke på at de altså sidder bag skranken hvor der er åbent ud til venteværelset, hvor jeg sidder og venter...
Jeg bliver endelig bedt om at komme indenfor og tage plads.
For det meste har hun en del problemer med at få mig frem på skærmen. I stedet for at spørge mig om mit cpr prøver hun lige om hun selv kan huske det - uden held...
Sidst jeg var der siger hun, mens hun kigger på skærmen, at vi lige skulle finde ud af hvad vi skulle gøre med mit forhøjede blodtryk, for det viste den sidste prøve jo at jeg havde - noget jeg ikke havde hørt før... Så kigger hun lidt mere på skærmen og siger så: Guuud nej, det er da slet ikke dig det her...!
Det var så heller ikke mig i næste forsøg men hvad...

Så plejer hun gerne at sige noget om mit arbejde eller lignende, måske for at jeg skal vide at hun altså godt kan huske mig.... Så får jeg en recept på nogle flere piller, og en ny tid 3 måneder efter..
Egentlig lidt spild af tid, men vil jo gerne af med min hovedpine...

Idag talte hun også om min forlovede (!!!) og om at grunden til at jeg lige netop får disse piller er fordi de andre tager man på af... Lidt efter retter hun sig selv og siger at det er forkert at sige at man tager på af dem - men at man KAN tage på af dem. Men når jeg bliver gravid (!!!) slipper jeg i det mindste for migræneanfald.
Lidt senere siger hun så at det kan være jeg er blevet gift (!!!) inden min næste tid.
Tror det er meget godt at min kæreste ikke var med idag, han var da besvimet af skræk.... :-D

Da jeg fortalte hende at jeg nok hverken skal giftes eller have børn foreløbig, da vi ligesom skal være enige om det begge to, sagde hun at jeg bare skulle sige til ham at han måtte se at komme ned på knæ før han får slidgigt i dem... :-D
Og at det er også er vigtigst at vi bliver gift når vi HAR fået børn....

Hmm... Uden recept denne gang og med en tid om 5 måneder gik jeg derfra igen... Ikke meget klogere... :-/

Fandt også ud af noget trist igår... Jeg støtter jo meget velgørenhed og er nu havnet i et moralsk dilemma... :-S
Kræftens Bekæmpelse som er den eneste velgørenhed for mennesker (hvis man kan kalde det det) jeg støtter, støtter dyreforsøg...
Og jeg er trofast og aktiv medlem af Forsøgsdyrenes værn...
Overvejer meget om jeg skal melde mig ud af Kræftens Bekæmpelse.. Men tror jeg alligevel ikke jeg kan... Men ved at støtte dem, modarbejder jeg jo det jeg på den anden side selv kæmper for... Puha... Bare jeg aldrig havde fået den oplysning.. Og dog...
Men hvad gør man??!!
Jeg må jo nok indrømme at for mig, vejer dyr og natur mere end mennesker af den simple grund at jeg mener at dyrene og naturen er forsvarsløse - men at vi mennesker mere eller mindre selv har sat os i den situation vi er i.
Jeg ved godt at de sultne børn i Afrika ikke selv har valgt at sulte, men det er jo i bund og grund os - mennesket - der er skyld i det...
Derfor støtter jeg næsten udelukkende dyre- og naturforeninger...

Jeg ved godt at mange er uenige i mit synspunkt, men det er nu engang min ret at have en mening... :-)