Igår var jeg og kæresten en tur ude for at hjælpe hans bror med at flytte. Han har lejet et hus på Falster, og jeg kunne da godt lige tænke mig at se det...
Nøj hvor er jeg misundelig!!
Jeg ville virkelig virkelig gerne have et hus!! Og det skal være et med have!
Det han lejer er egentlig ikke ret stort, men det er nyrenoveret indvendigt for et par år siden og har en masse gode muligheder.
Jeg havde allerede placeret mine møbler rundt omkring i tankerne... :-D
Og haven... Puha, der er mange muligheder.
Jeg kan slet ikke vente med at få mit eget så jeg kan komme i gang med det.
Det gode lige ved dette hus, er så at eftersom det indeni stort set er færdigt - skal lige have en gang maling og det er så det - kan man bare gå direkte i gang med haven, som også trænger til en del. Men jeg ville NYDE det!!

Mens vi var der kom der et par af hans venner, som også bor dernede af, ud for at se det, og imens samlede kæresten og jeg hans datters legehus.
Pludselig opdagede kæresten at brorens hestehund var forsvundet.
Jeg spørger om han ikke bare er gået ind, og kæresten fortæller mig at døren hele tiden har været lukket.
Hmm... hvor er han så?
Vi går om på forsiden af huset og kigger ned af vejen mod de andre huse.
Kalder han navn - og så ser vi ham. Han løfter lige hovedet og ser hvem der kalder, men os gider han sgu da ikke høre på. Så han fortsætter sin færd i genboens indkørsel...
Står og letter lidt ben op af deres blomsterkrukker...
Vi kalder igen, denne gang mere fast, og efter lidt tid kommer han stille og roligt luntende ned mod os. Han tager sig god tid og tjekker ting ud på vejen.
Mens vi venter på ham, flade af grin, kommer broren ud og kalder - og så sker der noget. Hunden sætter farten op til luntetrav (har stadig ikke travlt) og stiller sig så bare til at logre glad med halen fordi "far" kaldte. Men den onde "far" trækker ham bare med ind i huset og så var det eventyr slut....

Men resultatet af det hele er så at vi er begyndt at kigge efter hus.. Men det behøver godt nok ikke lige at være SÅ langt væk. Ikke når man arbejder i byen. Og vores arbejdstider og forhold ville tvinge os til at have to biler.
Gad ihvertfald ikke være afhængig af at skulle vente på kæresten hver dag...

Fandt i øvrigt også ud af at min søster har fundet min dagbog. Til at begynde mig blev jeg chokeret og sur. For jeg har ikke givet lov til at hun skulle læse min dagbog... Jeg mener, hvor mange som læser den herinde kender mig i virkeligheden? Som jeg ikke ved læser den altså... Hvis I er nogle så giv mig endelig besked...

Nu har jeg det egentlig ok med det. Måske vil jeg lige tænke en ekstra gang over hvad jeg skriver. Men håber da ikke det vil ændre noget. Må tiden jo vise...
Så velkommen herinde Søs... :-D