Kære DagBob

I den tilsyneladende endeløse række af nærdødsoplevelser, som præger Bobs liv i øjeblikket, er vi kommet til historien om "Hesten der hadede livet..eller bare Bob".

Mange ville mene, at en hest da var et ganske harmløst kreatur, som langt fra kunne nære et dødsønske. Denne bundnaive forestilling vil Bob i det følgende dog gerne tilbagevise, efter omfattende ufrivillige empiriske undersøgelser, og samtidig advare alle vordende, samt nuværende for den sags skyld, forældre landet over om at de aldrig skal give deres poder lov at sætte sig i sadlen, i det mindste ikke uden at tjekke forsikringspapirerne, og få sagt ordentligt farvel til førnævnte pode(r).

På den føromtalte overlevelsestur, som ArbejdsBob havde lokket os med på, skulle selskabet nu udsættes for den næste prøvelse (efter indianeren med stofferne som ikke var stoffer, og edderkopperne som levede af menneskekød), og efterhånden som Bob nærmede sig udfordringen, var det vanskeligt at forestille sig den ikke ville involvere heste, eftersom der pludselig stod 10 heste, på et sted hvor der ikke havde stået 10 heste da gruppen forlod selvsamme sted nogle timer før.

Bob er, skulle du have glemt det kære læser, ualmindeligt skarp, og hans hurtigtarbejdende analytiske hjerne, havde da også ramt ganske plet viste det sig, da en lille stramt udseende ridedame, så gammel at hun nærmede sig opløsningsstadiet, trådte frem fra virvaret af hesteben og haler, og bekendtgjorde for de måbende københavnere, at det her var heste, og dem skulle vi op på lige om lidt.

HA...det kunne da ikke være farligt, nåede Bob selvsikkert at tænke, ikke uden skelen til at hestene stod bundet, og iøvrigt gik på en aflukket græsplæne. Piece of cake, tænkte Bob (Ja, han tænkte en del lige der), og følte sig afklaret, mens han iagttog en prægtig hvid hest af ikke nærmere definérbart køn, som fredeligt stod og græssede, og så mægtigt fin og rolig ud. Det måtte lige være noget for Bob, tænkte Bob, og nærmede sig frygtløst det store dyr, mens han roligt, og erfarent (Han har jo set The horsewhisperer), snakkede til hesten og klappede den på bagdelen.
En lille travetur rundt på den lukkede græsplæne "hvor svært kunne det være?". Det lød som alle tiders plan, og kunne vel næppe gå helt galt mente Bob, uden dog, og det skulle vise sig at være en graverende fejl, at have taget den gamle visne dame med i sine beregninger.

Bob var ikke mere end lige kommet i sadlen, super elegant som altid naturligvis, da Frk. Død bekendtgjorde, at det var vigtigt, når vi nu kom afsted, at hestene gik på græsset, og ikke på asfalten. Præcist hvad hun mente med det, forstod Bob ikke rigtigt, for han så altså ikke noget asfalt på den her græsplæne. Stakkels dame, hun måtte have dårligt syn, tænkte Bob, men det havde hun faktisk slet ikke, ellers også var det i hvert fald ikke lige til at bedømme ud fra denne udtalelse, hun havde bare urimeligt dårlig dømmekraft. Dette blev pinagtigt klart for Bob, da hestene blev bundet op, og vendt mod udgangen der ledte lige ud til landevejen. En landevej med rigeligt asfalt, som Bob overhovedet ikke så frem til at lande på, og endnu værre, der kørte jo ligefrem biler på denne landevej. Bobs ringe hesteførererfaringer kunne godt, hvis ikke Bob havde været så bundmodig, have efterladt ham med en anelse mismodig stemning i maveregionerne, over udsigten til at skulle på vild hest ud i den nordjyske trafik. Det kunne jo være en ny måde at fyre folk på, hvis man ikke rigtigt kunne beslutte sig for hvem der skulle "af holdet".

Hvordan Frk. Dødspilot kunne tro, at Bob havde tænkt sig frivilligt at slæbe 500 kilo ukontrollerbart hestekød med ud på en nordjysk landevej, vidste Bob ikke, men det var for så vidt også ligegyldigt, for det skulle vise sig, at Bob var ganske uden indflydelse på denne disposition, idet Bobs fine hest åbenbart hellere lystrede pulverheksen end fulgte Bobs kommandoer, og derfor meget snart efter befandt sig travende hen ad "dødens landevej", med en noget misfornøjet, for ikke at sige "ængstelig / let bekymret" Bob på ryggen.

Det gik nu overraskende godt, selvom Bob måske nok kunne have ønsket sig, at hans hest havde fået noget mere græs inden afgang, for den skulle ustandseligt lige nå at nippe til en busk, ganske uagtet at dette betød, at Bob, som holdt krampagtigt fast i tøjlerne for ikke at miste den, ganske vist illusoriske, men stadig psykologisk vigtige, kontrol over hestedyret, hele tiden blev kastet til siden, til stor morskab for resten af rideklubben.

Præcis hvad det var for buske hesten havde spist af, skal stå hen i det uvisse, men en ting er helt sikkert efterfølgende, der var ikke nervepiller i de buske. Ved lyden af den første lastbil der kom forbi bagfra, gik Bobs hest, som den eneste skal lige nævnes, i total panik, hvilket var vældigt ubelejligt, da dette involverede at den straks satte i fuld galop ud på kørebanen, voldsomt indifferent overfor Bobs skingre råb i stil med "Hjææææææælp", "Stoooooooooop", "møgkriiiiikke" og "Jeg vil aaaaaaaaf". "Bøssedyr" hjalp heller ikke, og faktisk ved Bob ikke helt hvad der bragte det løbske dyr til standsning, for Bob var alt for optaget af at betragte den til lejligheden opsatte revy over sit liv som hastigt passerede forbi hans indre øje (Det ydre var klemt hårdt sammen, for at passe med det pinagtige og hårdt anstrengte udtryk i hans ansigt), til at bemærke denne ellers forholdsvist anvendelige funktion....altså stopfunktionen. Men dyret stoppede dog. Heldigvis, for ellers havde vi jo helt sikkert ikke fået lov til, sammen, at opleve det næste ubeskrivelige højdepunkt i Bobs hests formålsløse liv.

Dyret stoppede altså mirakuløst nok sit vilde ridt, og Bob sad stadig på hesten, usikker på om det nu i virkeligheden også var det han ønskede sig, når alt kom til alt, eftersom han fornemmede, at dette panikanfald næppe ville være hestens sidste denne dag.

Og hvor havde han ret den kære stakkels Bob, hvor havde han ret. Det skulle vise sig, at Frk. "Død over alle Københavnere", var fast besluttet på, at mindst et medlem af gruppen skulle dø idag, og nu havde hun tilsyneladende fundet sit offer. Hun var så fast besluttet på dette, at Bob ville have spurgt om hun fik en form for bonus fra Nordjyllands amt, for hver død Københavner hun hjembragte, hvis altså ikke det lige var fordi, at han ikke helt følte sig på toppen af sit mest modige jeg på netop dette tidspunkt. Rideinstruktøren fra helvedes næste træk bestod i at hive flokken med ind i skoven, og vel at mærke helt og aldeles offroad. Der var intet som blot mindede om en ridesti i nærheden, og Bob skulle nu slås med svirpende grene, som konstant slog tilbage fra de foran ridende, hvilket var noget af en kamp for en mand der ikke endnu følte sig klar til så meget som at løsne sit gode faste greb i håndbremsen (selvom den jo tydeligvis ikke virkede udgjorde den dog et vist element af tryghed for Bob), og slet ikke ville overveje et eneste sekund helt at slippe for at afværge en gren, og dermed risikere at hesten stak af igen. Niksen biksen, så hellere smage lidt på den lokale fauna.

Lad os lige blive et kort sekund ved det med den håndbremse. Bobs hest havde tydeligvis ikke læst imponerende godt på sin manual, eller også var den bare ude efter at tage sit eget liv, og ikke bleg for at tage Bobs med samtidig, for slet ikke at nævne at den også kunne være slet og ret snotdum. I hvert fald manglede den stadigvæk, begrædeligt nok, at demonstrere den for Bob så væsentlige evne til at lystre på Bobs kommandoer. Særligt stopfunktionen syntes at volde dyret usandsynligt store kvaler, og netop denne funktion satte Bob ellers uendeligt meget pris på hos et dyr der vejer 500 kilo mere end Bob, og Bob var da heller ikke ligefrem klassisk begejstret over denne åbentlyse mangel hos dyret, men kunne på nuværende tidspunkt næppe gøre sig forhåbninger om at få byttet kreaturet, da der ikke umiddelbart lå et hesteslagteri i nærheden. Hvorfor havde ingen haft denne hest til service, inden Bob blev placeret på den, og var det, med reference til føromtalte fyringsrundeplaner, mon overhovedet et tilfælde at Bob havde fået netop denne hest med den indbygede dødsforagt?

Manglen på bremsefunktion, blev presserende for Bob, da førerdødsridderinden forslog at vi tog lidt galop inde i skoven, "for at gøre det hele lidt mere spændende". Bob havde, naturligt nok, en holdning til dette forslag, men måtte sande, at det tydeligvis ikke var en demokratisk beslutning, om man havde lyst til at dø idag, og Frk. dødsgalop satte kækt igang, med den for Bob så ulykkelige effekt, at hans hest fulgte efter, med Bob desperat hængende efter sig, kæmpende for at holde sig i sadlen, alt imens han, forgæves, forsøgte at råbe fornuft og stopkommandoer ind i hestens ører. Forgæves, fordi hesten udelukkende lystrede de andre hestes rytme, og ingenlunde ænsede Bobs trusler og bønner, selvom de ellers var dybtfølte og kom direkte fra hjertet, der i denne periode havde ubehageligt selskab af Bobs testikler, som havde fundet vej lidt højere op end normalt, på vild flugt fra den ubamhjertige, men yderst målrettede, hestesaddels tilbagevendende slag mod deres normale opholdssted.
Man kunne så håbe på, at når Bobs disfunktionelle lortehest satte i galop med alle andre, ville den også stoppe med alle andre. Dette håb var naivt!!! Til Bobs umiddelbare lettelse så han nu de andre heste foran Bobs stoppe op på den meget smalle sti de var redet ind på, en handling som Bobs hest enten overså fordi den, udover at være dum, også var stæreblind, eller også bevidst fravalgte at registrere, ud fra tidligere benævnte dødsønske. Under alle omstændigheder fortsatte den kommende hestehakkebøfkandidat sin galop, helt uden den mindste nedgang i kadance. Da stien var meget smal, og de andre heste jo sådan set stod stille, havde Bobs hest ikke andet valg, end at ride væk fra stien, og ind i skoven.

Her vil Bob godt komme med en indskudt lille sidebemærkning, ikke helt uden betydning for Bobs helbred og nerver. Der er ufatteligt mange grene i hovedhøjde, når man galopperer gennem en skov, på en dødslysten hest ude af kontrol, og Bob nåede vel at smage på et mere varieret udvalg af disse, end de fleste mennesker når på et gennemsnitsliv, inden hesten besluttede sig for, at nu da den havde overhalet alle andre, og således vist sig frem for flokken, kunne den da godt stoppe, og lade Bob få vejret, en disposition Bob langt fra var helt uenig i. Det kræver nemlig en hel del luft at råbe så højt og så længe på sin mor, når man hænger efter en hest i fuld galop, og Bob var derfor tæt på at have tømt lungerne, og kastet disse op på hesten, hvilket man kunne frygte den ville have reageret negativt på.

Heldigvis var turen nu slut, og Bobs lunger blev inde i kroppen hos det bankende hjerte og de skræmte testikler, som lige nu sad i krisemøde oppe omkring Bobs strube, hvor de diskutterede om de skulle hoppe hele vejen ud, eller blive siddende et stykke tid mere, og blot nedlægge arbejdet. Bortset fra et mindre uheld, da Bobs hest, og to andre, alligevel ikke var snørret ordentligt fast efter rideturen, og derfor besluttede sig for en herlig lille ridetur uden førere, igen i fuld galop, denne gang med direkte kurs ned mod en flok fuldstændigt uforberedte, og forsvarsløse, Teliachefer, gik resten af dagen ret fredeligt. Aldrig har Bob været så glad for at lave noget så ganske trivielt som rapelling.

Bob - aldrig mere Cowboy til fastelavn