Jeg har ikke grædt nær så meget i dag, som de andre dage - men jeg er selvfølgelig heller ikke gået i seng endnu, og er blevet alene med mine tanker.

Græd på arbejdet, men kun over minder. Gode minder.
Stod sammen med Mette, og hun er virkelig fantastisk. Hun snakkede meget med mig om det..
Tog ud til Space efter arbejde og det hjalp SÅ meget!Fik snakket rigtig ud - og hun sagde virkelig meget jeg kunne bruge til noget.
Pludselig fik jeg en sms.
Blev glad, da jeg har ventet på at Abelones bror skulle ringe hele dagen.
Da jeg samlede telefonen op, og så hvem det var fra - fik jeg et chok.

ABELONE !

Jeg begyndte at græde - og fandt det extremt uhyggeligt. Grædene spurgte jeg Space om hun ikke ville give mig et knus. Her efter fik hun telefonen.
Beskeden var tom.
Jeg bad hende ringe op til nummeret.
Hendes bror tog den...
Han havde fumlet med hendes telefon, og ved en fejl var han åbenbert kommet til at sende en sms.
(Hvordan? Jeg står helt nede under "R" - og man "kommer da ikke til" at sende en sms?!!)

Han spurgte om jeg ville have noget af hendes tøj. Jeg sagde at det ville jeg gerne. Vil med stolthed bære hendes tøj, og mindes hende. Men det vigtigste var hendes digte. Dem måtte han ikke smide ud.

De ville først få svar på opduktionen onsdag. Og netop derfor ville liget først blive frigivet efter der. Og begravelsen ville først være lørdag eller mandag.
Kunne ikke bære at jeg ikke kan komme med. Havde lyst til at aflyse, for et sidste farvel.
Men heldigvis var Space klar med råd!
Om jeg var til begravelsen, med en masse mennesker jeg ikke kendte - eller var på Bali for mig selv og evt lagde hendes ynglings blomst i vandet mens jeg sagde farvel - ville jo betyde det samme.
Jeg ville vise min kærlighed og min respekt alligevel...

Da jeg kom hjem, ringede jeg til Natalie.
Hun havde været ude ved Abelones lejlighed i dag. For at komme tæt på, og sige farvel.
Hun havde ikke rigtig kunne huske vejen - men var noget i hende havde guidet hende rigtigt igennem - og pludselig havde hun været foran lejligheden.
Hun var blevet lukket ind af de samme beboere som havde lukket mig og Thomas ind i lørdags.
Da hun kom op af trappen, havde fyren stået og ventet på hende.
Havde åbenbart også brug for en hel del svar - da det jo selvfølgelig også har været en skræmmende oplevelse for ham!

Hun havde lagt blomster og et kort foran døren, med en besked om at vi elskede og savnede hende, og aldrig ville glemme hende.

Det hjalp at snakke med Nat. Vi grinede sammen over vores fælles minder.
Nat sagde endda - at hun tydeligt kunne huske at Abelone tit havde sagt hvor glat det badeværelsesgulv var, og at hun tit var faldet derude.
Men at fliserne var så pæne - og det var et fint badeværelse.
Hader at hun ikke lagde nogle håndklæder på det når det var vådt - eller trådte forsigtigt.

Thomas og jeg glider fra hinanden lige nu.
Jeg kan slet ikke klare han er her. Han fatter ikke en skid.
Tror han er fyldt op af snak - men jeg mangler stadig meget.
I dag sagde jeg direkte til ham at jeg havde brug for at snakke.
Han gloede fortsat ind i skærmen, hvor der var sex and the city.
- Hallo! Så sig dog noget!!!
Ingen reaktion. Men åbenbart et meget spændene afsnit af sex and the city!
" Fatter du ikke at jeg har brug for at snakke lige nu?!"

" Jo, det gør jeg..."

(?!!!!?!!!!)

Sagde han skulle skride, og det gjorde han. Er alene - men har ikke spor lyst til at være det. Har heller ikke lyst til at være sammen med Thomas, for han gør alt meget værre.
Har aller mest lyst til at slå op med ham, fucke Bali - og tage til begravelse...(!)

For første gang siden lørdag - har jeg skrevet dagbog uden at græde imens. Måske det går den rigtige vej...
Måske er jeg bare for træt til at udtrykke mig med sande følelser...