Ja, jeg kan næsten ikke følge med - eller er det sådan at jeg næsten ikke kan fatte hvad der sker i mit liv(?)....

I aften blev 32 personer ved en ceremoni australske statsborgere, jeg var én af dem.
Det foregik ved en højtidelighed i City of Armadales Administration Centre.
Det var vældigt hyggeligt.
Borgmesteren talte først til os, derefter var det op at stå for at synge nationalsangen.
Så var der underholdning af folkesangeren Bernard Carney og vi viftede med flagene og sang med, god stemning.
Borgmester Linton Reynolds talte igen til os - denne gang alvor - som han sagde. Han talte til os om vore ansvar og privilegier som statsborgere.

Det store øjeblik hvor vi under ed blev statsborgere nærmede sig, vi fik instrukser i hvordan vi skulle gøre.
I den folder vi havde fået stod vore navne opdelt i 4 grupper med 8 personer i hver.
På gulvet foran rækkerne af stole hvor vi sad, lå et rødt tæppe hvorpå numrene 1 til 8 var trykt i en halvbue.
Vi blev kaldt op i grupper, jeg havde nr. 5 og stod altså på nr. 5 dér på tæppet.
Vi fik en rød bibel udleveret og skulle sige "The Pledge" efter borgmesteren:

"From this time forward, under God
I pledge my loyalty to Australia and its people
whose democratic beliefs I share
whose rights and liberties I respect and
whose laws I will uphold and obey."

Der var én gruppe af mennesker som havde valgt en bekræftelse i stedet for at aflægge ed. Forskellen så vidt jeg er klar over er at deres pledge ikke indeholdt ordene "under God"
I den skriftlige ansøgning jeg udfyldte for flere måneder siden, skulle vi give besked om, om vi ville have disse to ord med i vores pledge eller ej.
Efter at have aflagt ed, fik vi et borgmesterligt håndtryk og et vældigt flot certifikat.
Et par medlemmer af byrådet holdt taler for os og så var det tid til at tage fotos. Hvis vi ville kunne vi blive fotograferet sammen med borgmesteren. Jeg sagde til mine døtre, det hér sker kun for mig én gang, så hvorfor ikke få sit bille taget sammen med hr. bormesteren, så det fik jeg.
Vi blev derefter ført ind i et tilstødende lokale hvor der var dækket op med små håndmadder og lækre lamingtons (kager) hvorpå der var flødeskum og dejlige skiver af jordbær. Vi kunne få kaffe, té eller sodavand til.
Derefter var det hele slut og det tyndede efterhånden ud i de mange mennesker.
Jeg må sige det var en oplevelse, men en rigtig g'day mate dinky dye aussie bliver jeg dog aldrig.
Jeg er dansk, men er helt afklaret om at det er hér omme på denne side kloden jeg skal leve resten af mine dage.

Nå, det var meningen jeg ville have skrevet mere om hvad der sker omkring mig for tiden, men det må vente til næste gang, for klokken er mange og jeg skal op og på arbejde i morgen.

Så godnat kære dagbog.