Mit møde med min gamle flamme (fnis) har sat nogle tanker i gang i mit hovede.

Et par pinlige situationer jeg gerne vil snakke lidt ud om, men som jeg egentligt ikke tør at sige.

(Fuck hvor er det svært at skrive dansk, når man har snakket engelsk med englændere i 3 uger!)

Kender du det når man er i byen med sin moar? Det tror jeg du gør det gør de fleste af mine veninder,
Kender du så det når man møder en tilsyneladende cool pigegruppe der bare fniser. Det er ikke fedt man føler sig som en lille mus der løber tilbage i sit mussehul..
Ikke fordi de fniser af dig, det gør de sikkert ikke for de lægger nok ikke mærke til dig.
Jeg ligger aldrig mærke til de tøser der vader rundt med deres moar ved deres side når jeg er ude med mine veninder og vi snakker og griner aldrig af dem, men man føler sig virkelig til grin. Især når ens mors ynglingstøj er lille jogginbukser og grøn bluse. Ikke godt.

Men hvis jeg skal komme på noget endnu mere pinligt er det når du møder en lækker fyr - du kender!
Nej! Det er sket for mig et par gange. det er ikke sjovt når man slentre ned af et supermarkeds lange gange og snakker forskellen på mensturations bind med sin moar at man løber ind i ham!
Især ikke når man ikke ligefrem har præsenteret ham for sin moar (i hvert fald ikke som kæreste/tæt på i ved nok!)
Og han glad kommer hen og giver en et knus, klapper lidt på ens poopoo og begynder at komme med grinende historier fra den seneste fest. Nej det er nemlig ikke sjovt!
Min mor er i den situation meget mor agtig og kigger fornærmet på fyren índtil hun med et lille host og en lettere rømmen gør opmærksom på sig selv.

Det er på det tidspunkt man ikke længere er musen i mussehullet men hunden med sin ejer.
Lusker med halen mellem benene og bøjet nakke hen til sin mor.
Og hvorfor er det så lige at fyren altid råber noget i retning af ringer i aften skat.

Doh! Men hvad skal man sige? 'Ja jeg er så i byen med min moar?'