Dagen i dag bliver fejret.
Jeg har et års dag med min lejlighed! Ja, for præcis et år siden fik jeg mit kære hjem og for præcis et år siden sad jeg her med et sagligt smil og flyttekasser overalt.

Jeg havde intet…foruden mine nipsting som har fulgt mig siden lille. Jeg havde intet bord, ingen stole, intet tv, ingen tallerkner eller bestik. Jeg VAR ”at the bottom” og første måltid blev indtager på gulvet fra plastikbakkerne.

Jooo jeg kvajede mig vel da jeg flyttede fra P. Jeg burde vel ha’ gjort krav på flere ting men på daværende tidspunkt betød det INTET.
”Du får ret – jeg får fred” herskede kun. At skulle forlade ham og vores livsplan gjorde mig ydmyg og undskyldende. Det sidste jeg ønskede var en eller anden materiel-krig om en latterlig sofa eller retten til et af anlæggene eller tv (bemærk lige at disse nævnes i FLERTAL og at jeg altså nu ER lidt bitter over, at der ikke i det mindste blev eftergivet en lille smule!).

Senere forbarmede han sig dog og slap tv’et fra soveværelset.

ANYWAY

Jeg har altså købt blomster. En flot Forglem-mig-ej til spisebordet og en ordentlig røvfuld markblomster som jeg har skilt ad og stillet sådan lidt hist og her.

Så tog fanden ved mig. Min første plan var egentlig blot, at flytte den ene højtaler. Nu, 2 timer senere, har jeg så vendt mere eller mindre op og ned på hele stuen. Skønt, skønt, SKØNT!
Nok som jeg tror at toppen er nået mht fryden over mit dejlige hjem, må jeg klaske mig på lårene og udbryde med endnu mere iver; HVOR ER HER DEJLIGT.
Lige nu er jeg så begejstret, at jeg er på nippet til at mene at dette er det dejligste sted på jorden…men uhh, jeg mangler stadig at komme ud og SE jorden! Ok så, men her ER virkelig dejligt.

Jeg har bare lyst til at være her. Bare at sidde og VÆRE HER. Men min aftale må overholdes selvom jeg absolut ikke lyster.
L skal ha’ hjælp til at passe 4 rollinger. Jeg kender hverken rollingerne eller stedet. Uvisheden jager i mig men jeg MÅ af sted…

I morgen…i morgen skal familien i skoven og jeg glæder mig som et lille barn.
Min seneste mission, er at bringe min familie sammen. Det er det eneste jeg har lyst til. Når min mor tager af sted, vil der uden tvivl være et enormt tomrum inden i mig. Jeg er SKRÆKSLAGEN…ja, jeg indrømmer og erkender efterhånden at jeg er bange. Jeg indser efterhånden at det bliver svært.
De har længe været holdepunktet, samlingspunktet for os døtre. Nu ligger opgaven for samværet hos os, hos mig!

Jeg vil lave min bulgursalat, madbrød og andre sunde picnic lækkerier. Varm kaffe og frugt til senere. Gamle tæpper og den batteridrevne radio. Det bliver perfekt!
Jeg håber jeg kan undgå at gå ind på Bakken. Jeg kan ikke rigtig tætheden med menneskeflokken.

Ja, jeg er sgu sær!

Nå, cyklen skal bestiges og rollingerne passes.