For helvede altså!

Hvorfor skal alle partout være så irriterende? De afstandstagende blikke de sender mig, når jeg nedskyder deres konservative beskyttelses skjolde, giver mig lyst til at skrige. HØJT!
Jeg har lyst til at chokkere dem. I en sådan grad at de indser, at ikke ALLE har lyst til at tage på handelsskole, have venner der siger "hej søde", blive ejendomsmægler og bo i idylisk villa med børnehave og ko-fucking-muneskole lige i nærheden!
Jeg er skide deprimeret! Og hvad fucking så? Jeg indrømmer det da i det mindste. Jeg kan til og med godt lide min negativitet. Den giver mig lov til at skyde andre ned, fordi jeg selv er lige så patetisk.
Jeg er ikke suicidal. Nej, jeg har masser af håb for en lysere fremtid. Jeg ved bare, at den ikke bliver lykkelig. ordet 'lykkelig' burde ikke eksistere. Ingen bliver nogensinde lykkelige! Ligegyldigt HVOR mange blomstrede puder og stearinlys man dekorerer sit knaldhyggelige kolonihavehus med (under opfordring fra "Alt for damerne").