Jeg ved godt at det tager tid, men jeg er træt af at jeg ikke gider noget..overhovedet...ligegyldgiheden regerer. jeg ved livsgnisten kommer igen. jeg ved dette her tager tid, men det er så forbandet hårdt.

Bare at skulle vaske tøj, at skulle lave de ting som normalt er ingenting, udskyder jeg hele tiden. Jeg går på arbejde, selvom jeg ikke har lyst og sover. Utroligt spændende, hva?!
Men jeg orker ikke andet. Ville ønske jeg gjorde. Nja...jeg skriver da, hist og her, ogpå bogen...så det er da positivt.
Sad med min gode veninde på hvide hus og fik noget rødvin, vi græd lidt sammen og talte, som sædvanligt i flere timer. Hun bad og bad for at jeg skulle slippe kontrollen, men jeg sagde til hende at det kan jeg ikke bare efter 10 år...efter 10 års konstant kontrolfreak, ingen skal se hvem jeg er, ingen skal se mine følelser og slet ikke nu, ikke fordi jeg er flov som sådan, jeg vil bare ikke ...tja...gøre dem pinlig berørte, eller også ved jeg det ikke. Lige meget. Jeg er klar over det.
Jeg gav hende nogle råd, som også hun vidste var rigtige, men som også hun havde svært ved at rette sig efter, og så sad vi og roste os selv højlydt og grinte over hvor dygtige vi var!!!! Og er!!

Utroligt....man ved det, bevidstheden er med, underbevidstheden ligeså, men kroppen vil sgu ikke...utroligt....
Er man så dum? Nja...både og, problemet er nok bare hvordan man får de nosser der skal til for at bryde de usunde mønstre...især når man er kvinde og naturen ikke har været særlig behjælpsom på det område *GG*.
Måske sidder mine nosse stadig oppe i maven...ha..ha..og er ikke faldet ned endnu!!!

Men inderst inde, helt bag ved sorgen, kan jeg heldigvis høre camilla rumstere rundt, rydde lidt op og kradse sig igennem for at blive hørt. Hun er der et sted og jeg kan faktisk godt høre hende, hvis jeg for en gangs skyld holder min kæft....altså inde i hovedet...

Og hun holder min gnist i hånden, heldigvis da, jeg troede den var stukket af, fløjet op sammen med jakob. Jeg glæder mig til at se den og hende igen og ville gerne at det var nu. Sorge er noget lort!!! skulle jeg hilse og sige. Gedigen lort!!!!Især nu....hvor jeg hver dag kæmper med ikke bare at kravle under dynen og lukke alt væk...alt....men jakob var ikke min ven, han var min bror, og det er det eneste jeg har fortrudt jeg ikke sagde til ham, men jeg tror han vidste det. vi havde den empatisk forbindelse som er ubeskrivelig. Og martin...ja, han tager det hele lidt for godt...hvad det så end betyder, men han får lidt flere øl her for tiden og taler med sine venner, heldigvis....han lukker det ikke ude. Jeg troede han ville knække helt sammen..han har aldrig mistet...og her sidder jeg, en garvet rotte i faget...og ved og fortæller ham igen og igen at det bliver bedre, fordi det gør det, og han tror på mig....heldigvis.

Jeg troede ikke vi kunne blive tættere, men det er vi blevet, selvom jeg hellere ville have undværet det, hvis vi kunne beholde jakob....Igen...der er positive ting i alt....først er der intet, så er der noget der ligner, men viser sig senere at være en drilsk fatamogana. så falder man over et lille stykke, der glimter ligesom rav, putter det i lommen og bliver glad, ikke rigtig glad, melankolsk, og....ja, jeg er ikke kommet videre. Jeg nulrer stadig mit lille stykke i lommen, men tror mig..jeg leder hele tiden...det bliver jeg nødt til.