Yahoo.dk lukker og slukker om en uge og jeg er nu endelig blevet færdig med at rydde op i de gamle mapper og fået gemt alle guldbeskederne. Dem som bærer vidnesbyrd om vores tid i Canada. Jeg har også fået sendt en fællesmail med min nye adresse samt en henkastet kommentar om, at vores forventet tilbage-/hjemrejse bliver i september i dette år.
Jeg modtog en mail fra Inge hvori hun bekendtgjorde, at det var en for hende trist nyhed, at vi skulle rejse tilbage til Danmark. Det sveg i hjertet. Vi har egentlig ikke supertravlt i weekenderne med at gå ud og være sociale. Alligevel har vi en stor kontaktflade.
Vi vil blive husket og savnet af mange. Imorges vågnede jeg og huskede endnu en af de drømme hvor jeg skal tilbage til Danmark, men kæmper imod med næb og kløer. I denne drøm kunne jeg ikke forstå hvorfor vi ikke kunne blive ude i 10-15 år mere. En kvalm fornemmelse steg op i min hals da jeg i vågen tilstand endelig indså, at vi sidder på det østgående fly om ca. 8 mdr. Det vækkede en øredøvende klaustrofobi i mit indre (trods en hjerteskærende hjemve for ca. 3 mdr. siden?!). Hvad skal jeg dog tilbage for? Hjem og købe hus... åh nej, jeg tror jeg dåner. Bliver jeg så sat fast? Hjem og være helt almindelig, følge Freja i skole, arbejde 8-16, være sur om aftenen fordi alting er så dyrt og fordi jeg ikke forstår mine landsmænd?
Det er ligesom nemmere at bo i et land hvor man ikke har dybtstikkende rødder. Det er ligesom lettere at bære over med indbyggerne når de klokker i det. Det er ligesom lettere at eksistere herovre. Der er mere plads til at være gal. I Danmark bliver jeg gal fordi de laver nye motorveje og fordi jeg ikke kan få ro i mit hovede. Men jeg kan ikke gå særlig langt med min vrede før jeg støder ind i et hus, en fabrik, en bro, en bil, en by, et tog, et skilt eller ja, en motorvej!
Men tilbage skal vi og gad vide hvad der venter os dér? Hvad skal jeg gøre når jeg længes efter vidderne? Hvad skal jeg gøre når jeg ikke kan klare provinsmentaliteten mere? Hvad skal jeg gøre når jeg forgæves prøver at hade mit fædreland, men gang på gang bliver draget tilbage som en magnet der ikke har noget valg når den møder sin modpol?
Lad os se hvor mange mennesker det egentlig drejer sig om...
- Colleen - kassedame samt alle de andre i SaveWay som kender Freja
- Father Wu - zoneterapeut
- Stella Chang - urtedame
- Carol - kiropraktor
- Jenny - sekretær hos Carol
- Richmond Family Place - ca. 10 mennesker i alt; Gloria, Margareth, Stacey, Kim, Doris, Adriana m.fl.
- Alle buschaufførerne på rute 403
- Ella - ukrainsk dame
- Lev - Ellas mand
- Frieda - russisk dame
- Hele ESL holdet hvor jeg underviser (ca. 40 studerende fra hele verden)
- Heather - varmhjertet dame som underviser i ESL
- Mira - nabo og veninde fra Serbien
- Darko - Miras mand
- Marko - Frejas kæreste
- Tammy - Canadisk veninde
- Sirona - Tammys datter, 4 dage yngre end Freja
- Chris - Tammys mand
- Dana - Canadisk veninde
- Charlie - Danas søn
- Mike - Danas mand
- Monika - Canadisk veninde med familie
- Penny, Belinda og andre kvinder som er en del af mit liv via Freja
- Christina - Frejas søde babysitter
- Pat - Christinas vidunderlige mor samt resten af familien McKenzie som oprindeligt er fra HongKong
- Donna - Canadiske dagplejemor som elsker Freja
- Mark, Flora, Savannah, Tanner - børn i dagplejen
- Jason - Gæstfri tawainesisk nabo med familie
- Mika og Mira - Nokia folk fra Finland
- Inge og Ken - Nokia folk fra Malaysia og Sri Lanka
- Sophie og Andrew - Nokia folk fra England
- Rav - Nokia fyr
- Janne og Merhdad - Nokia folk fra Danmark
- Nokia kolleger generelt
- Pam - Skotte med ben i næsen
- Planet Woman medarbejdere - mit lokale fitness center
...
Tror nok vi skal købe vand og øl på tilbud til afskedsreceptionen...
Skriv kommentar
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.