Vi sætter os foran skærmen for jeg ved ikke hvilken gang i det sidste års tid og bladrer igennem husene på www.boligsiden.dk. Vores øjne spejder henover det ene hus efter det andet. Mine drømme om at leve mit liv i en rund fremfor firkantet bolig bliver hurtigt lagt på hylden. Firkantede kasser, nogle i bedre stand end andre, fra hele det sidste århundrede toner frem på den gamle monitor. Hvad skal det være? Røde, hvide eller gule mursten? Bølgeeternit, tegl eller stråtag! Indretning fra 70'erne med brune fliser, indretning fra 80'erne med skolekøkken eller indretning fra 90'erne med små energibesparende vinduer og en have der minder om en golfbane?

Vi surfer henover Tølløse som på det sidste har fået vores forhåndsgodkendelse og kunne tænkes at blive næste destination for indholdet af den store container som skal på tværs af Atlanterhavet om et lille år.
Et vinkelhus fra for lang tid siden dukker op. Den lave pris og Danboligs store interesse i at vise husets ydre rammer fremfor de indre fortæller os, at der nok skal lægges lidt timer og penge i at opgradere huset til vores nutidige behov. Vi får dog alligevel en smag for det i form af 3-4 billeder som vidner om at her har boet ældre mennesker. Mit trænede hjemmehjælperøje løber hen over et broget væld af klunketid, hæklede duge, brunplettede plysgulvtæpper, møbler som skal flyttes med en kran, bleer og andre remedier fra hjælpecentralen.

Med hormonerne på ydersiden af tøjet fordi det er den tid på måneden hvor jeg bliver mere følelsesmæssigt upålidelig end normalt sætter jeg i et hyl da det går op for mig, at her sidder jeg og ser på resterne af et liv. Mine tanker leger hurtigt med det jeg ser og beboerne af huset bliver pludselig til en i stedet for to; en gammel dame hvis mand døde for 10 år siden. Hun er 95 år og hendes børn har ikke lyst til at besøge hende mere fordi hun er genil og i lyse øjeblikke siger sandheden. Hun er endt på plejehjem med rynker, inkontinens og ensomhed. Min egen frygt? Tårerne pibler frem og jeg føler mig ligeså ensom som damen i huset. Huset som vi er potentielle aftagere af.

Boblen springer og hormoner bliver dysset ned med en af Mortens redningsplanker. "Carina, du har din menstruation. Hvis du så en fugl tabe en brødskive ud af næbbet så ville du græde fordi man ved jo aldrig hvor længe fuglen havde været om at finde den brødskive?". Med den kommentar blev gråd til latter og jeg giver ham ret. Jeg lander blødt og vi kigger videre på firkantede huse i Danevang. Jeg mærker hvordan mine tidligere forsvarsmekanismer langsomt bliver pillet ned fordi der ikke er nogen vej udenom. Jeg skal tilbage og leve et helt almindeligt liv i en forstad. Mit job bliver så at gøre det ualmindeligt spændende.