Meget velskrevet gys. Jeg gættede ret hurtigt, hvem blafferen var, men det ødelagde nu ikke læseoplevelsen.

En historie om hvad der kan ske når kreativiteten løber løbsk. Eller rettere, når det skabte værk overhaler virkeligheden indenom.

Det er en spændende historie, med gode, ligetil beskrivelser. Man er aldrig i tvivl om ’hvad’ eller ’hvor’. Da Jans kreativitet pludselig tager en uventet drejning aner man, at det vil bringe uforudsete konsekvenser med sig, og nok ikke alle af det gode. Jeg kan også godt lide kontrasten mellem Jan i lejligheden, og hans nyfundne selvsikkerhed ude i byen: Som læser tager man del i hans lettelse og glæde, men venter også spændt på at se hvilken form hans uundgåelige fald vil tage.

Slutningen gav lidt problemer, måske fordi det virker som om historien leger med to ideer. En er metamorfose, i hvilken forfatteren forvandles til den person han har skabt. Der er navnene, Jan og Janelle, at han begynder at ryge ligesom Janelle, og at den skjorte han har købt, og som han tager på i byen, åbenbart får ham til at se lidt feminin ud. Den anden ide er, at Janelle frarøver Jan hans livskraft. Dette understøttes af hans tanker om, at hun har mere ret til at leve end han har, og naturligvis den endelige konklusion. Jeg tror det er grunden til, at slutningen virkede som en lidt for stor overraskelse: I min læsning kunne jeg ikke få sporerne til at danne et helt billede. I stedet var jeg nødt til at acceptere Jans ældning som en påstand. (En af de andre kommentarer var vist inde på noget af det samme).

Jeg synes du har fat i en god ide, men det kommer nok ikke som en overraskelse, at jeg synes den kunne bruge lidt bearbejdning. Hvad jeg rigtigt godt kan lide er den forvandling som Jan undergår, altså fra indesluttet, genert ung mand til udadvendt og selvsikker, en forvandling som fører til hans endelige fald. Det er en proces som med det samme engagerer læserens sympati, og som samtidig tilfører et element af usikkerhed og spænding, fordi man ved at den slags forvandlinger som oftest fører til et fald. En revision – hvis det er en historie du har lyst til at arbejde videre med – kunne måske fokusere mere på dette, og gøre mere brug af Janelle i de sidste scener.

Hej Kier.

En fantastisk og stemningsmættet historie, som jeg virkelig nød at læse.
Jeg har derfor ikke noget som helst ris til handlingen, men vil gerne pibe lidt over din manglende korrekturlæsning og lidt teknik:

Denne måtte jeg læse et par gange før jeg forstod:
ikke uden ansigt for at møde blikket fra en der var blevet totalt sindssyg

Derudover mener jeg stadig, at du har et overforbrug af "at". I særdeleshed "fordi at" der giver mig høje hår, men også "som om at" der måske ikke er "ulovligt", men heller ikke særlig kønt på skrift.

Hovedpersonens navn - stadig efter min meing - kommer ind i historien så sent, at det nærmest ser ud som om det først var der, du fik idéen. Et øjeblik overvejede jeg endda, om det simpelthen var en tastefejl. Selv om han indtil dette punkt har været alene, KAN han vel godt have et navn.

En ældre mand der stirrer på en 20-årig, er vel ikke et pædofilt svin, men bare en gammel gris. Medmindre selvfølgelig hun er klædt i lillepige-stil, og det synes jeg ikke at du beskriver. Vil en pige/kvinde først i tyverne se sig selv som et barn?

Og endelig er jeg ikke såååå vild med dine alvidende bemærkninger i situationen hvor han forlader lejligheden:
Han var - uvidende - i gang med en forandring, og han var uvidende om gravstenen der kastede skygger lange skygger.
Når du ellers bruger indre synsvinkel, virker det lidt som et billigt trick, at du kaster sådanne bemærkninger ind. Du kunne NÆSTEN lige så godt have skrevet: Læs nu videre, for der sker noget lige om lidt.

Men handlingen er som sagt fantastisk.
Det er tydeligt for læseren, at han misforstår omgivelsernes reaktioner, men jeg kunne ikke regne ud hvorfor. Troede faktisk, at han i et ubevogtet øjeblik havde forandret sig til en kvinde. c",)

Mvh
Eddie

I starten funderede jeg over din gode ide til plottet, men så tabte jeg mig selv; da du tog mig ved næsen, og kørte mig rundt i andet kapitels manege...
Tror jeg faldt over en enkelt slåfejl, men den druknede i den spænding, som hurtigt blev efterfulgt af det tusmørke som sænkede sig!
Fristes til at spørge: Drømmer du med åbne øjne?

3 X Bingo for den
Hilsen
-levi

Gyser? Nej, der blev jeg altså skuffet. Der var ikke det mindste gys i den, snarere en socialrealistisk historie om tegnerens/forfatterens lod: ensomhed.

På baren taber jeg helt tråden, jeg kan godt se den understreger tegnerens manglende evne til at begå sig, og have situationsfornemmelse, men der lyder næsten som starten på en erotisk novelle.

Da dialogen når over til et, i mine øjne, forfejlet invandrersprog, er jeg tabt. Du bruger oceaner af tid på baggrundsstof, som havde det været en roman. Men det jo kun en kort novelle, og jeg synes det bør være et plot og en rød tråd, som gør den spændende. En gyser skal være spændende.

Mvh Peter

En godt fortalt historie. - Jeg må indrømme, at jeg har noget modvilje mod gysergenren, den indeholder lovlig mange stereptypier. Man ved på forhånd så nogenlunde hvordan det vil gå. Men når det nu skal være, så er denne historie godt drejet. Vi får ingen forklaring på, hvor vagabonden, den tidligere forretningsmand, får sine mystiske kræfter fra. Får Thorvald nu de samme kræfter? - Jeg var godt underholdt af din historie.

Kåemer

Jeg var helt indlevet i novellen til der i restauranten hvor forvandlingen begynder at ske, men der faldt jeg af. Jeg forlanger ikke at få at vide hvordan eller hvorfor de mystiske hændelser opstår. Jeg elsker faktisk mysterier der IKKE bliver opklaret, men jeg mener, at illusionen skal bære mig gennem den absurde udvikling, så jeg tror på den. Som novellen er, bliver forvandlingen en påstand. Der er, så vidt jeg kan se, ingen nødvendighed i historien der driver denne forvandling frem.

Men de første to tredjedele af historien er glimrende. Inspirationen der driver en til at skrive, og følelsen af at historiens personer selv tager over, er vist noget enhver forfatter kender - her naturligvis forstørret op. Jeg synes novellen ligner to forskellige historier der er klippet sammen. En vellykket fantastisk historie om forfatterens inspiration, og en umotiveret og mislykket gyser. Hvis jeg skal råde, vil jeg sige, omarbejd den fra der hvor han forlader lejligheden, eller lad ham blive i lejligheden og tage opgøret med Janelle. Der må være mere at sige, om det at skrive.

Jeg kan ikke dy mig for selv at digte videre. Efter badet rydder han op i lejligheden og beslutter sig for at få styr på det med skrivningen, han vil så at sige tage magten fra Janelle. Men det han da får skrevet bliver tørt og livløst. Efterhånden finder han så et rimeligt og afbalanceret forhold til hende. Hun styrer skriveprocessen, og han redigerer, renskriver og sørger for det praktiske. - Nå, undskyld jeg går dig i bedene, jeg kunne ikke dy mig.
Kåemer

Fantastisk tekst, fed humor, en masse geniale udtryk

Mogensen var så eddikesur at skibe, som lå i dok for længe, rustede i hans nærvær.

Oskar så rigtig mange mænd der var ude og hygge med deres eksemplarer. De lignede alle ham. Rådvilde, forvirrede og angste. Ingen af dem vidste hvor meget deres økonomi ville tage skade af en tur i januar måned. Alle var prisgivet deres eksemplars nåde og luner

Han kunne høre på hende at de rigtig hyggede sig. Han kunne ikke mærke det

Hans eksemplar var som en ørkenrose der lige havde fået vand. Ikke fordi at han fandt hende køn, men hun svulmede, som en svamp i kærnemælk

Kunne blive ved men må hellere stoppe. Håber dit væsen har humor, ellers vanker der nok ;-)

Hilsen Pia

Din force er klart din sans for komik. Andre har allerede været der med gode citater, men vi tager lige et pr stykker til (i begejstring):
"Han afførte sig hurtigt sine jeans og studerede sine mælkehvide ben der stod ud fra de næsten lige så hvide underbukser. Det var sært så tynde de ben var blevet. Og dobbelt så sært var det at han spiste af samme gryde som væsnet, der stod på den anden side af forhænget, med ben solide nok til at holde broen over Lillebælt."

Hæ-hæ--

Den her kunne jeg heller ikke stå for:
"Nå! Hvad synes du", hun drejede sig rundt. Oskar kom af grunde han ikke forstod, til at tænke på, at han havde lovet og skifte badeforhænget i brusekabinen derhjemme. "Ser min numse stor ud i den her?"
Petter stak i et lille fnis og Oskar lagde advarende en hånd på hans arm. Reddede formentlig hans liv. "

Når man, som jeg, hurtigt gætter hvem de "væsner" er, så synes jeg måske historien trækker lidt langhalm. Men du tilgives fordi det er så sjovt og den stakkels tøffelhelt kan man sagtens se for sig, Holder også af at HP imponeres af "havnesproget" som hans kollega tør udtrykke selv om de er sammen med "væsnerne".

Kan godt lide din historie, selvom det er ikke er hvad jeg normalt forventer mig af dig - der jo ellers er glad for at skrive gys.

Spøjs fortælling!

Mikala

Uh gys.

Hader simpelthen brandmænd, hvis jeg bare har set så meget som en eneste lille bitte en i vandet, så nægter jeg at gå i.

Det er en virkelig velskrevet og gysende tekst.

Tak for endnu en underholdende historie.

Mvh

Excelsia/Louise Haiberg

Udmærket beskrivelse af en mand, der åbenbart befinder sig i en meget mærkelig psykisk tilstand.
Jeg begynder ligefrem at spekulere over, hvad der dog er sket for ham og hvad det dog er for et samfund, han lever i.
Hrm? Men det er vel næppe din hensigt med novellen?
Det er nok snarere satire. Så det er vel meningen man skal le?
Trak da også lidt på smilebåndet - men har nu mere ondt af manden og hans væsen.
Men det er godt skrevet :-)

Pia H

Ja, stakkels Oskar! Og nu havde vi det lige så sjovt, og så ender det i en gummicelle. Håber ikke historien afspejler forholdet til dig eget væsen, men det gør det jo nok. Tak for et godt grin.

Kåemer

Åh ja, stakkels Oscar.
Hi Hi. Selvom jeg selv er et af "væsnerne" var jeg meget underholdt hele vejen igennem.
Tak for grinet.

Mvh

Excelsia/Louise Haiberg

Hej igen.

Hmm ... måtte lige kigge igen for lige at kunne udtale mig om det med den refererende fortællestil. Og tadaaaa! Denne gang holdt du (stort set) min interesse fanget hele vejen. Må dog stadig indrømme, at hvis jeg ikke kendte slutningen, ville jeg være stået af da de skiftede butik. Der havde jeg lidt sådan en Okay-nu-har-jeg-vist-fattet-det-tanke.
Nå, men konklusionen må vel være, at jeg enten ikke var i humør til at læse den forleden, eller at du skal stramme op på første del af teksten.

Dagens aversion:
Du bruger tit og ofte (ikke kun i denne, men generelt) "fordi at", hvilket er nogenlunde den nemmeste måde at få mig til at skrige "oh, murder" og jamre temmelig længe over mishandling af det danske sprog. Jeg ved godt, at det bliver mere og mere almindeligt i talesprog, men det gør det hverken kønnere eller mere korrekt.

Ellers er din tekst - som jeg også bemærkede første gang - proppet med sjove iagttagelser og hylende morsomme sætninger. Min yndling er klart sekvensen hvor han lægger sin hånd på Petters arm og dermed formentlig redder hans liv. c",)

Mvh
Eddie

Hej Kier.

Jeg må indrømme, at du tabte mig meget hurtigt, og derfor har jeg kun læst ned til der hvor de kommer til herrekviperingsforretningen. Og så - stik mod almindelig god opførsel og min egen moral - slutningen (fra der hvor han begynder at græde).
Jeg ved faktisk ikke hvorfor, for din idé er rigtig sjov, og du har mange rigtig gode sætninger, men ... nej, den fangede mig bare ikke.
Slutningen er til gengæld hylende morsom, omend tragikomisk. c",)

Mvh
Eddie

Hold da... helt kæft, jeg var underholdt hele vejen igennem. Virkelig morsomt.

Væsnerne... Ha ha, Jeg troede først det var hunde, der var tale om. Men det er nu mere Oskar der er hunden i dette tilfælde.

Gule skilte, tænker jeg først,.. hvad? Nåh ja, overskriften.. Kan godt lide at du får mig, som læser, til at skulle tænke sig om.

Jeg har virkelig prøvet at begrænse mig med at fremhæve afsnit og sætninger som jeg synes om, men her er et par stykker af mine favoritter:

Et af væsnerne lignede faktisk hans eksemplar ganske godt: havde hævet for længe og var blevet bagt for lidt!
Var færdig af grin.. Jeg kan tydelig se det for mig.

Desuden havde han en fornemmelse at den type oftere forlangte hygge.
Hun greb ham og trak ham ind i lugten af stof og pressefolder. Det havde altid undret ham at pressefolder havde en lugt. Men det havde de, og beviset var at ingen andre steder i verden lugtede som Dressmann.
Jeg får en god idé om Oskars personlighed med sådan nogle sætninger.

Busted: borde med tøj, hylder med tøj, stænger med tøj, stativer med tøj, mannequiner med tøj, karruseller med tøj, tøj med tøj omkring. Et rent paradis. Det paradis hvor æblet er råddent og der i stedet blev serveret rosenkål i sildelage.Oskar skulle brække sig, men havde på fornemmelsen, at der et eller andet sted, var et skilt der forbød den slags optræden.

"Ned med undertrykkerne!" skreg han pludselig.
Nu slår det sgu klik for ham.

Hahaaa, elsker det stykke hvor Oskars "væsen" kommer ud fra prøverummet, og hvordan du beskriver hendes ende der buler ud i forhænget. Priceless..

Faldt over enkelte stavefejl men det var ikke mange; silekonefuge, skiltende, Osvald(?) - en tidligere version af Oskar?

Jeg skal nok lade være med at slæbe min kæreste med på udsalg for eftertiden. Vil ikke risikere at han pludselig gør oprør. Stakkels mannequindukker (fnis).

Tak for den gode underholdning. Humor mestrer du altså også..

Mvh Dorthe

Hej Rene(8
Da jeg først var i gang med din tekst kunne jeg ikke lade vær med at læse den færdig.
Åhh… Jeg fandt den dybt komisk, nærmest hele vejen…
Dine billeder var så overdrivende, at jeg ikke kunne lade være med at smile…
Og så det hele for en kommentar!
He ville enligt bare sige, jeg syndes det var en god tekst(;
Hilsen Majbritt

Ja, jeg skulle jo lige kikke, og søreme om ikke man trækkes ind af de første linjer og fastholdes noget så nådesløst!

Udover småbrølkere hist og her i form af manglende kommatering, lidt kludder med citationstegn osv. Så er det en rigtig fin tekst at se på med gode afsnit og luft. Hovedparten af fejlene kan reddes med redigering, hvor man evt. læser bagfra - så fanges man ikke af historien. Man kan normalt ikke selv finde mange af brølerne, da man jo ved, hvad der skal stå. Der er ikke nogen værre til at redigere en historie, end forfatteren selv – det er en kendsgerning, så tag ikke en sådan kritik så hårdt. Jeg har blandt andet lagt mærke til, at du, garanteret under redigeringen, laver om på en sætnings ordlyd, så du ender med sætninger, der gentager sig selv i sig selv. Endnu en af dem, man ikke selv kan finde så let, men det er en akilleshæl du måske bør bide mærke i fremover. Genlæs altid en omformulering et par gange lige efter.

Men indholdsmæssigt er vi i en helt anden boldgade.

Du får skabt nogle utroligt gode karakterer på forbløffende kort tid samtidig med at du formår at afveje dem i en sådan grad, at man sidder med et helt væld af følelser, som virker til at være nøje afvejet af dig som forfatter! Det er et talent, som ikke bare lige tillæres! Du besidder en evne til at krybe ind under huden på dine karaktere for derefter at beskrive det så nært, at jeg som læser ikke er i tvivl om, at de vitterligt er af kød og blod, så store roser for det! Et plot kan være nok så genialt, helstøbt og tankevækkende, men hvis ikke en forfatter kan skabe karakterer, som kan bære selv et simpelt og enfoldigt plot, så er alt tabt. Du formår at gøre et lille plot stort og tankevækkende igennem stærke karakterer. Dine dialoger er i øvrigt også gode og flydende, endnu en styrke ved karakterskabelse, somm bare skal være hjemme.

Der ud over får du holdt selve historien i en mellemgenre, så man kan sidde med en tekst, der kunne være socialrealistisk, men den indeholder nu alligevel noget andet, sådan som du får personen Thorvald bygget op. Slutningen var ikke forventet, den kom som en god overraskelse og en god afrunding, som ikke virkede presset eller forceret. Igen, et talent, som ikke bare lige tillæres.

Nu sidder jeg blot med én tanke, for opbygningen fungerer sådan set. Hele Thorvalds tur igennem sneen (med gode detaljer, der dog overfodres en lille smule af for mange tillægsord) er meget faktuelt, selvom den afvejes godt af hans tanker og følelser. Her finder jeg et dilemma, for det kunne være muligt at gøre novellen til en kortroman ved at VISE læseren alt det, der foregår op til det punkt, hvor han famler sig rundt i blinde i snestormen og ikke blot FORTÆLLER læserne det. SHOW it, don’t TELL it. Så havde vi mødt Marianne, mødt Thorvaldsen på ”hjemmefront” i stort hus med dyre møbler og Tuborgudsigt. Jeg er nemlig ikke i tvivl om, at du ville kunne formå at balancere ham i en længere tekst, når du kan balancere sympati/mangel på samme i en kort tekst – det kræver blot mere indsigt og øvelse fra din side (god øvelse). Du lyder nemlig til at kende karakteren, ellers ville han ikke fremstå troværdigt for læserne, og derfor tror jeg på, at du kunne skrive længere værker end noveller. Denne har byggesten nok til det.

Mine tanker kredser noget omkring at man møder ham i sneen med tasken med vin. Og så laver man det klassiske spring tilbage … 3 mdr eller noget? Og så får man ham for fuld udblæsning til han igen ender vildfaren i sneen.

Men det er din tekst, det er en god tekst og jeg har nydt at læse den, som den er!

HTHS

Hej Rene, det var en velskrevet gysernovelle, hvor vi godt nok får et langt tilbageblik på hans møde med kæresten, men det viser sig at have en afgørende betydning, og slutningen er virkelig hårrejsende. Der er nogle små sproglige bommerter, men ikke mange, de ødelægger ikke helheden. Tak for gyset. VH Mons

Hej Kier.

Fik lige set Scotts kommentar, og netop scenen hvor Hanne rider Allan midt i historien om forældrene, har jeg faktisk spekuleret en del over siden. Vist hovedsageligt fordi jeg aldrig fik kommenteret det.
Men der er da et eller andet helt galt i hovedet på den søde Hanne, er der ikke? Først og fremmest fortæller hun jo kun Allan den halve sandhed, da hun advarer ham. Hun lyver endda delvist med bemærkningen om at Thomas "bare ikke var den rette". Og med teksten på autoværnet må hun formodes at have en ret kraftig mistanke om hvad der foregår. Og selv hvis hun ikke har, udelader hun meget belejligt tilføjelserne til forældrenes gravminde.
Og midt i det hele bliver hun liderlig? Pudsigt nok - og det kan sagtens være en overfortolkning fra min side - lige efter hun har brugt sammenligningen med kamphundene og blodfærten.
Jeg opfatter det lidt som om hun mere eller mindre bevidst tænder på den magt, hun har fået tildelt. Hvis kæresten ikke makker ret, sender hun ham da bare i døden.

Uanset hvad forklaringen på Hannes mærkelige opførsel er, har sex-scenen i hvert fald den geniale effekt, at den rejser en masse spørgsmål som gør, at man ikke slipper novellen igen lige med det samme.

Mvh
Eddie

Rigtig spændende novelle, og selv om jeg hurtigt gættede hvem Theodor var, blev jeg alligevel overrasket over slutningen. Specielt teksten på autoværnet. Hende Hanne vil jeg helst ikke møde.

Der er nogle rigtig gode beskrivelser, som allerede er blevet påpeget i foregående kommentarer, De er med til at gøre historien meget visuel. Jeg vil dog mene, at der enkelte steder trænger til at blive strammet lidt op. Mikala har vist dig et godt eksempel.

Jeg studsede dog lidt over Hanne, der pludselig vil have sex, imens hun beretter om sine forældres endeligt. Jeg gætter på, at du vil lade hende fremstå som alt andet end en 'almindelig' kvinde, men her må jeg rynke bryn. Det virker lidt for usandsynligt i sådan en situation.

Til sidst skriver du:
Så gik bilen i spin. Snurrede rundt som snefnug mod en rude.
Du beskriver egentlig scenariet godt nok, men du har brugt ordet snefnug mange gange nu, så det er ligesom øjet bliver træt af at læse det. (Sådan har jeg det i hvert fald.)

Et godt gys, der holdt mig fanget til sidste ord. Rigtig god slutning!

Hold op en god historie! Selvom det er ret klart hvem blafferen er temmelig tidligt i historien bliver man overrasket til sidst. Faktisk er det ret fedt at man regner ud hvem han er så tidligt, fordi man så bare får et "dobbelt" gys til sidst. Fantastisk godt arbejde!

- Det er skægt!
Kåemer som jeg ellers altid gerne læner mig op ad, ser helt modsat mig på denne historie. Det med klarhed (for vi er jo enige om at det er godt).

Jeg vendte faktisk netop tilbage, fordi jeg ville fortælle dig, at din historie kom til mig igen og jeg så et snapshot af den fine slutning for mig. Indskiften i autoværnet. Som et biografbillede, kort før rulleteksterne kommer.
For mig er novellen klar i mælet og den delikate, ældre herre på bagsædet gav mig igen nogle myrekrybende billeder til øverste etage ...

Du understreger her hvad jeg altid har ment: en trompet er ikke et musikinstrument, det er et stykke torturværktøj!

Nu havde du jo advaret mig i forfatterkommentaren, så jeg havde næsten gættet slutningen. Men en kniv eller en rusten sabel havde været mere human at bruge mod den uheldige kommentargiver, end det skrækkelige instrument.

Teksten er godt skrevet, og selv om der næppe ville blive en lykkelig slutning på den slags historier, var den alligevel meget overraskende. Hatten af for det..

Et par perlesætninger:

...i den fernis af sved som får din kind til at glinse

For mig var det lige så let at fange den, som det vil være for dig at fange frosne kyllinger i en kummefryser

Flot gået!

Scott.