Lige nogle detaljer først …

"Hvordan har du det?" stemmen var rusten og anstrengt. Kvinden var ældre end nogen anden Llyre havde mødt. Bag rynkerne og det vejrbidte, næsten læderagtige ansigt strålede en blidhed, som overvældede Llyre. "Hvor er jeg?" hviskede hun.

Husk tvungent linieskift, når en ny taler. Måtte læse det to gange, i tvivl om, om det er Llyre eller kvinden, der taler til sidst, selv om det jo næsten kun kan være Llyre.

Så bruger du forfatterstemmen til at fortælle, hvordan Llyre er havnet, hvor hun er. Det er synd for stemningen. Lad kvinden fortælle det med egne ord.

Rart at kende hele forbindelsen mellem Dalyr og Llyre. Er lidt en aha-oplevelse. På den gode måde!

Dog (!) Llyres fortælling om, hvad der hændte, den dag hun blev adskilt fra Dalyr. Det er mere en forfatter-fortælling end en Llyre-fortælling. I en dialog er det i hvert fald sjældent, folk fortæller på den måde om en oplevelse, og du har detaljer med, som man ikke typisk vil have med, når man skal fortælle nogen, hvad der er sket. Så den kræver noget oprydning for at være plausibel.

Så bruger du igen hvæsse, hvor det bør være at hvæse. Når vokalen har en lang lyd, er det uden dobbelt konsonant.

Har så ikke noget imod afsnitsopdelingen. Første gang Llyre falder i søvn, virker det meget naturligt. Hun må jo være træt, og nu er hun oven i købet varm og mæt …

Anden gang besvimer hun jo, har en drøm og vågner så igen. Heller ikke noget at sætte fingeren på der.

Ja, altså lige bortset fra, at jeg føler, du får lige travlt nok med at runde det hele af og forklare dig til sidst. Den kunne godt strammes op.

Ellers endnu et spændende kapitel, Llyre bliver bragt mere og mere til live og trådene samles. Dejligt!

/Luise

Revideret kommentar:

Indledningen skal strammes mere op, så du undgår, at læser bliver forvirret. Stemningen er rigtig god (!), men der er tvivl om, hvem der er hvem i forhold til hinanden. Den eneste, man ikke er i tvivl om, er vægteren.

Så har du lige et par vrøvleord: jo mindre Llyre vidste, jo mindre uinteressant ville de mørke riddere finde hende

Mindre uinteressant = mere interessant.

Der er nogle andre småfejl, som ikke er store, og som du formentlig selv kan finde. Ellers kan en betalæser i hvert fald. Stavefejl i ord, du andre steder skriver uden fejl og den slags småting.

Jeg ved ikke, hvordan du markerer tanker, når du skriver. Men hvis du markerer dem med dobbelt citationstegn (”) bliver det forvirrende for læser og fejlagtigt opfattet som tale. Marker i stedet tanker med kursiv eller med enkelt citationstegn (’).

"Jeg hedder Galbraith." Sagde han og smilede.

Her skulle tale sluttes af med komma og Sagde skulle starte med lille s.

Men handlingsmæssigt en meget spændende tekst, der giver en lyst til at finde ud af mere!

og lige en detalje btw ...

Om kapitlet er for kort eller ej, afhænger jo 100% af, hvordan bogen er sat op. Så tag det ikke tungt, med kommentarerne om det ...

revideret kommentar:

virker noget mere strømlinet, end jeg oprindeligt husker den. Godt gået!

Der er stadig et par detaljer, jeg vil lige vil lægge fokus på her:

"hvæssede" - en kat hvæsser sin klør, den hvæser af manden.

Så skal du være lidt forsigtig med ikke at blive for teknisk og udførlig. Kan leve med, at han tager et skridt op og så et mere, fordi det giver noget til stemningen, men så er der denne her:

"Den fremmede løftede sin anden hånd og bankede tre gange på døren."

bør forkortes til:

Den fremmede bankede tre gange på døren.

Om nogen går til højre eller venstre, løfter den ene hånd eller den anden ... det har ikke den store betydning for læser, medmindre personen gør det modsatte af, hvad man forventer. Hvis han nu fx havde banket på døren med daggertens skæfte, så var jo noget andet ...

Men kun småting, der er at nævne nu. Godt at se, du har udviklet dig *S* og klø endelig på med det! Så vil jeg klø på med kommentarerne ...

/Lulle

Igen er jeg begejstret for baggrundsviden, så Lyderias historie fanger min udelte interesse. Jeg bemærker mig også at den foregik i år 213 i den anden tidsalder. Da vi nu befinder os i år firehundrede-og-noget i den tredje tidsalder, så funderer jeg over om man starter forfra ved hver ny tidsalder. Hvis det er tilfældet, så ved vi ikke rigtig hvor længe siden Lyderias historie foregik. Hvis man ikke starter forfra med tidsregningen fra år 0, så er det jo ikke så længe siden – godt og vel 230 år. Beretningen i denne anden gudekrig virker mere tidssvarende og jeg tillader mig derfor at gå ud fra, at det ikke er længere end de ca 230 år siden, hvilket virker aldeles fornuftigt, synes jeg. Her kom dragerne også ind i billedet, og man begynder at få indtryk af, hvilke store magter der er på spil. Man kunne få en mistanke om at hele historiens handling er optakt til endnu en tvist mellem guderne, og hvis der er noget lignende i vente, som har forekommet ved de tidligere gudekrige, så gælder det om at spænde sikkerhedsselen. Med andre ord bygges en god spænding op med den farverige baggrund der yndigt doseres gennem kapitlerne. Det var også fint at få lidt mere information om Caladhire, som må siges (jævnfør titlen) at have potentialet til at blive en central del af historien. Llyre deler tilsyneladende ikke min fascination af fortiden, og kan gabende smække bogen i efter at have læst om dragekrige og udøende kærlighed. Hun har vist endnu ikke helt fanget, at denne historie hurtigt kan blive relevant for hende…

Jeg tvivler på at du ville være så grusom at myrde Soli og den halvbuttede Bavre, men jeg skal ikke tirre dig. Det ville jo næsten være for sørgeligt!

I dette kapitel fulgte også lidt flere informationer om Herves familien og lille Ania, som jeg efterlyste i sidste kapitel. Det om Ania var helt fyldestgørende. Jeg er stadig lidt i tvivl om hvem Herves familien mon er.

Lad dette være dig en venlig opfordring til straks at skrive videre. Jeg venter i spænding på kapitel 9… :)

Bedst som du lige får mig til at tro, at stakkels Rovianna måske alligevel kan reddes, så "myrder" du hende igen – ak! Det er en rørende afsked de tager, og det bliver i grunden helt sørgeligt at bevidne. Jeg studsede lidt over, at Rovianna i sin dødskamp pludselig rejste hun sig lodret op, og kastede sig ned igen . Jeg havde under læsningen svært ved at se for mig, hvordan hun pludselig gennemhullet af talrige knivstik og blodspyttende springer på benene. Jeg synes det virker mere realistisk hvis hun pludselig satte sig op med en kraftanstrengelse og så kastede sig ned igen eller noget i den stil. Det var bare noget der slog mig undervejs. Jeg kunne godt lide dit smukke billedsprog af den usynlige fredfyldthedens kappe, der lægger sig over Rovianna. Den sad lige i døds-scene-skabet!

Elderin-karakteren ligefrem emmer af autoritet under det lille opgør med Rogh og hans andre luskede venner. Det får du smukt frem.

Læseren har en eller anden mistanke om at Elderin nok har ret i, at Drüegen næppe står bag. Jeg mistænker igen straks den luskede Galbraith! Spændende at lade især Soli mene, at det er en anden der står bag. Er der noget læsere elsker, så er det at vide lidt mere end personerne, historien omhandler. Især hvis vi ved at de ikke ved det, og næsten har lyst til at skrige det til dem, så de ikke også finder deres livs endeligt på spidsen af Galbraiths skarpe kniv!

Hvem mon familien Herves er? Det fremgår ikke så tydeligt. Jeg husker heller ikke at være blevet introduceret for Ania, så jeg tillader mig at antage, at hun er en af de andre af Elderins ”børn” – måske endda det stakkels myrdede pigebarn fra kapitel4?

Igen synes jeg det smykker beretningen, at du giver noget baggrundsviden om verdenen. I dette tilfælde om Calunns tilblivelse. Det er et godt krydderi.

Jeg kan godt lide din dramatiserende afsnitsdeling halvvejs i kaptlet, og man tænker ”Åh nej, hvad skal der ske med Rovianna?!” og skynder sig at læse videre.

Rovianna er da for øvrigt befriende rebelsk. Både hendes oprør mod Solis ”tyranni” i det kapitel 5 og her, hvor hun kyler en sten i ryggen på kureren. Modig pige!

At Drüegen stod bag snare-hærværket i egen fedladne person, kom også som en overraskelse for mig. Jeg ville have troet, at han ville sende sine håndlangere i stedet for at lade sit luksuslegeme befugte med regn og mudder. Måske er der noget meget vigtigt, der ligger under? Det er i hvert fald min tanke efter dette kapitel.

Det er vældig modigt af dig at dræbe en så herlig karakter. Jeg var ellers lige begyndt at synes om det rebelske pigebarn. Men det gør kun morderen så meget mere grusom og jeg mistænker straks den lurvede Galbraith for at føre kniven.

Mht. til den blodrøde kniv, så har jeg ikke fanget om dens farve er blodrød eller om den er konstant indsmurt i blod. Hvis det sidste er tilfældet (hvilket det lod til i et tidligere kapitel), så vil jeg undre mig over, hvorfor den altid er smurt ind i blod. Hvis det var fra tidligere mord, og den ikke var blevet tørret af, ville det vel være brunt/sort? Det faktum at kniven i mine øjne beskrives som altid værende bloddryppende, giver en anelse ”Scary movie effekt” (parodi på uhygge), og det er næppe, hvad du er ude efter. Er det derimod metallet der er rødt eller en magisk effekt af en art, så er det jo en helt anden sag og bør, efter min mening, fremstå tydeligere. En kniv behøver ikke at dryppe af blod for at være uhyggelig. Det er næsten at smøre for tykt på. Den er jo både skarp og symbolsk nok i forvejen.

Farvel Rovianna – du vil blive savnet.

Et godt kapitel!!!

Det er en god ide at lade Ena fremlægge grundlaget for magien. Det definerer også nogle af de kræfter der strides og stred mod hinanden tidligere. Erthys' (nu matte) tårn symboliserer vel i en forstand det mulige magiske potentiale i denne verden (eller manglen på samme), og det spæder godt til mystikken i historien, at Erthys aldrig blev fundet.

Det kan dog undre lidt, at Ena sukker sådan over at have kvaler med at helbrede Llyres arm. Det virker næsten som om Ena har levet i tider, hvor magien flød stærkere end nu. Det er jo imidlertid 2500 år siden krigen startede, så medmindre Ena har en vældig alder, så har hun vel næppe prøvet andet end at have en svag magisk kræft som nu?

Det generer mine følsomme øjne lidt at se at du bruger betegnelserne ”lyse”, ”mørke” og ”neutrale” magikere. Jeg synes det er lidt tamme udtryk, der hører bedst hjemme i d&d-regelbøger. I en ellers så velskrevet historie med et flot sprog, kunne jeg godt tænke mig nogle lidt saftigere betegnelser. Sådan som jeg læser det, sætter du lighedstegn mellem Nursias/Narcissas tilbedere og de ”mørke magikere”. Hvorfor ikke bare kalde dem Nursias/Narcissas tilbedere? Det virker mere saftigt end det lidt tandløse udtryk ”mørke magikere”. I samme ånd kunne man kalde de ”neutrale magikere” dem som fulgte andre guder eller dem som modulerede magien på andre måder eller noget i den stil, afhængigt af hvordan de så bærer sig ad. Lys/mørk/neutral giver en hvid/sort/grå opdeling, og det kan selvfølgelig være udmærket. Jeg synes bare, at ”Caladhires skat” er skrevet i en mere nuanceret stil end bare slemt og sødt (eksempel: tyveknægten Solinester er jo i bund og grund hamrende sympatisk skønt han har tyranniske træk)

Men lad mig understrege, at denne baggrundsbeskrivelse af magiens væsen er en rigtig god ting at have med. Den slags ”skabelsesberetninger” er med til at definere den fantasy-verden hvor Caladhires skat udspilles og giver en masse herlig stemning. Det er helt essentielt med noget baggrund, og jeg ville ikke have været foruden!

Nå men for at fatte mig i langhed, så vil jeg også lige knytte en kommentar til dialogen mellem Soli/Llyre og Roviannas oprør.

Der bliver jo hægtet gevaldigt med kød på Solinester-figuren. Man fatter ikke alene sympati for hans charmerende opførsel overfor Llyre, men man får også en god bid baggrund og viden om hans ambitioner. Det skulle undre mig om den ellers så ensomme Llyre ikke skulle falde for denne interessante personlighed – vi får se…

Jeg var glad for den livlige dialog og de fine replikker som Soli og Llyre udvekslede. Det gav god information uden at blive for data-agtigt. Man kan tvivle på, at det er helt tilfældigt at Soli irettesætter Rovianna foran den ”sovende” Llyre. Måske vil han gerne demonstrere for Llyre, hvem der har bukserne på i denne slum-rede. Den tiltrækning jeg mistænker er ved at opstå mellem Soli og Llyre er altså tilsyneladende gensidig. Med trusler om både hjemløshed, prostitution og ulykke får Soli presset Rovianna (og Bavre) til at begive sig ud i det ellers så fugtige vejr, der hersker her nær Calunn. Objektivt set optræder Soli meget usympatisk – i den givne situation kan hans figur dog bære det uden at man(/jeg) fatter antipati. Såfremt det er din hensigt, hvilket jeg formoder, så lykkes det dig til fulde at skabe en sympatisk karakter ud af den durkdrevne tyveknægt Soli. Bravo!

Jeg har dog tilladt mig at undre mig lidt over, at Soli ender til Galbraith. Det virker næsten mistænkeligt, at han ved så forholdsvis meget om Galbraith uden egentlig at have mødt ham. Og jeg undrede mig over, hvorfor Soli har forsøgt at finde Galbraith?! Måske får vi svaret senere.

Og en SIDSTE lille kommentar. Galbraith og Soli er begge tidligere beskrevet som henholdsvis Han lignede en dreng på 14 år og En dreng, nok omkring de 14 . Efter lidt hovedregning har jeg fundet frem til, at Llyre formentlig også er omkring de 14. Hun var jo ganske ung, da Dalyr stak af med hende fra hæren og historien fortsatte så 11 år senere eller noget i den stil. Det virker måske liige lovligt passende, at de er helt samme alder. Selvom det naturligvis er helt ok at de er det, ville det måske klæde beskrivelsen af dem, hvis Galbraith måske var ”nogenlunde jævnaldrende med Llyre” og Soli måske "en 14-15 stykker" (han virker formentlig ældre end han er, så man kunne vel også sige "en 15-16 stykker, men fra hans højde at dømme formentlig lidt yngre" eller hvad ved jeg). Det er naturligvis helt op til forfatteren at beskrive aldre som han vil, men det ville i mine sarte øjne, gøre det lidt mindre iøjnefaldende at beskrive deres alder på en anden måde.

Tak for et strålende kapitel :)

Majbritt ovenfor har ret i, at Llyre falder i søvn/besvimer nogle gange. Jeg må dog er klære mig uenig med hende og indrømme, at jeg er ganske begejstret for, at du har delt det op i små brudstykker adskilt af tab af bevidsthed på den ene eller anden måde. Man kan i hvert fald godt forstå hvis Llyre bliver overrumplet eller forvirret af alt det, der sker omkring hende. Stakkels pigebarn.

Der er også noget ved den ubehagelige dreng, Galbraith, der bliver ved med at nage mig! Vi har vidst ikke set det sidste til ham. Du bygger ham op til en dejlig mørk og diabolsk figur. Glimrende!

En lille og måske mindre vigtig detalje:
Den var indsmurt i blod og dryppede som sandkorn i et timeglas.
Det har jeg svært ved at se for mig. I min verden "løber" sand gennem et timeglas - det drypper ikke. Til gengæld er det jo en flot detalje, med den sætning der følger, om at tiden er ved at rende ud.

En revideret tekst kræver vel også en revideret kommentar, så her kommer den – skrevet nogenlunde som hvis jeg læste prologen for første gang.

Dit sprog har altid været godt, så ros for det og dine forbedringer. Du er i denne prolog god til ikke at bruge for meget tid på beskrivelser og unødvendigt fyldstof, men som hos de fleste af os smutter det jo engang imellem. Har plukket lidt ud, som jeg gerne så, du kiggede på:

Ridderen på hesten havde den obligatoriske indgravering i sin brystplade, og bar en purpurfarvet kappe, et symbol på hans rang af 5. grad.

Har en mistanke om, at du måske er uenig *S* men ville gerne slette denne passage. Det er allerede tydeligt, at der er tale om en mand af højere rang, så graden af rang er unødvendig. Kan dog tilføjes på et senere tidspunkt, hvis det bliver nødvendigt. Indgraveringen i brystpladen … ikke nogen overraskelse, for ret tydeligt at han var soldat osv. Eneste kunne være den purpurfarvede kappe, og det kunne du med fordel flette ind på et andet tidspunkt, hvor han måske ”retter på kappens fald” i forbindelse med tale, eller ”den purpurrøde kappe blafrede efter ham”, der hvor han galoperede ned bagerst for at se efter pigen.

Så er der en rettelse: hvæssede skal være hvæsede, for ellers er det noget, en kat eventuelt gør op ad en dørkarm.

og en enkelt tåre faldt den lange vej ned, ramte jorden og forsvandt er også lidt et overkill, tænker her på delen efter tåren faldt.

"Der står her, at der kun var en væbner i kolonnen. Du må være Dalyr, væbner til ridder Ulin af 3. grad af Gländenstad. Den afdøde ridder Ulin. Mine mænd har overmandet og dræbt hver og en af jer. På nær dig selvfølgelig," sluttede Dalus.

Den afdøde ridder Ulin … du får virkelig skåret ud i pap og sat prik over med blod her – alle er døde. Yes! Og du har tidligere pointeret, at væbnerens ”herre” også var død. Yes! Så stryg den bloddryppende overkill. *S*

"De Eldronske ridder, tapper til det sidste eller dumme til det sidste."

Når det er flertal er det tapre + dumme, så lige en lille rettelse.

Øverst Kommanderende Dalus lænede sig frem i sadlen og studerede fangen. "Ja, knægt. Alle er døde," brummede han. "Red nu dig selv, tåbelige dreng!" snerrede Dalus. "Alle er døde, undtagen dig. Fortæl os, hvad vi vil vide og vi vil spare dit liv."

En mindre detalje, der kan lette passagen, er at slette ”snerrede Dalus”. Det er jo tilkendegivet, at det er ham, der taler, og ingen forventer han snakker blødsødent her.

"Har du set en kvinde eller pige her omkring."
Ridderen rystede forvirret på hovedet, men spurgte ikke ind til det.

Her er det unødvendigt at pointere, at ridderen ikke stiller spørgsmål. Han er vel disciplineret …

Irritationen brændte i Dalus og han skreg

Ville også hellere have Dalus til at brøle eller råbe, da ”skreg” giver et indtryk af hysteri.

Så må jeg også pointere, at barnet dukker op lige hurtigt nok. Kunne være godt for læser at vide, hvor barnet har været skjult.

Vinklen i synspunkter er heller ikke 100 % ren men skifter lidt i især første afsnit. Du kan selvfølgelig skrive som værende den alvidende forfatter, det er jo din ret, men en tekst bliver ofte mere overskuelig og lettere at forstå, hvis man holder sig til en synsvinkel ad gangen.

Synsvinkel kan jo så skifte fra afsnit til afsnit.

Men ellers en go prolog, sådan overordnet set. Den fanger og skaber nysgerrighed, men fortæller ikke for meget, afslører ikke for meget, præcis sådan som en god prolog skal være.

Så go’ skrivelyst!

Spændende kapitel. Galbraith var en skræmmende karakter trods sit unge ydre. Jeg synes, efter gennemlæsning af dette kapitel, at jeg begynder at ane sammenhængen mellem Llyre, og den verden der omgiver hende.

Det er interessant at hun har et veludviklet kendskab til byens skyggeside, og meget sørgeligt at den ellers så stolte og charmerende Dalyr, efter alt at dømme, har endt sit liv på spidsen af en af de sorte ridderes sværd.

Jeg kan godt lide, at du hiver os tilbage i mindet til sidst. Det giver også Dalyr-karakteren mere kød på.

Et lille men: Jeg har svært ved at se faklerne blive ved med at brænde, når det regner så meget, at selv de gæve vægtere må give op. Er der noget om faklers brændeevne jeg ikke ved?

Man rives fortsat med!

Der er efter min mening ingen grænser for hvor kort et kapitel må/bør være. Jeg er godt tilfreds og kan også godt lide, at du hiver os ud af den sammenhæng vi lige var i i prologen, så man tænker "Hvad er nu dette?".

Igen - man må straks læse videre for at finde ud af det!

Det var en spændende prolog, og man får straks lyst til at fortsætte for at finde ud af, hvad der sker.

Jeg må tilslutte mig Pias spørgsmål. Hvor dælen kom Llyre pludselig fra? Det kan være vi får svaret senere.

Gode rammer - gode stemningsbilleder - gode navne. Jeg er begejstret :)

(Jeg havde dog hellere set Dalus brøle end skrige, da han frustreret erfarer, at pigen er væk og giver ordre til, at området skal gennemsøges.)

Jeg må straks læse videre!

Hej Mio.

Hvor i alverden kom den unge fra?
Nå, ja, jeg har fået et hint om at du skriver rimelig godt - og det passer *s* - men den arme, unge væbner kan vel ikke have holdt barnet i sin favn, mens han blev slået og ligefrem trillede omkring? Løb han hen efter det? Hvor?
Eller ...?
Ja, det undrer mig, men det er ellers udmærket at starte med en kortfattet prolog, som jeg går ud fra ridser en forhistorie op. Det er også rigtig godt, at du får givet en masse brugbare oplysninger om tid, sted etc.

Pia H

Hej!

Synes godt om den måde du starter din historie på og man bliver nødt til at læse videre - ihvertfald for mit vedkommen. Så alt i alt synes jeg at det er en spændende historie.

Bliv ved sådan!

Ps: Narcisso navnet på en person fra den græske mytology og ikke et navn forfatteren til harry potter bøgerne har fundet på.


Venlig hilsen Krellan

Hvad er der at sige? Jeg har læst de andre kommentarer og jeg er enig med en stor del af det. Sort drage på sort rustning? Prøv en anden farve til enten rustning eller drage. Og det med lange sætninger, men ellers har jeg ikke noget at udsætte på det. Tsk, og det kommer fra en på tretten.
Men jeg kan lide din historie, har endnu kun læst indledningen, og jeg glæder mig til at læse endnu mere.

Det er rigtig fint med denne scene, hvor du giver et billede af hvad der kunne ske med Llyre, hvis hun ikke passer på.
VH MKH

Det var en rigtig fin tekst(8
Et par punkter du kunne arbejde med kunne være at gøre dine figurer mere levende igennem nogle karakteristiske bevægelser. Og så syndes jeg at Llyre besvimer og falder lidt for mange gange i søvn. Men ellers en god tekst.
VH MKH

Det var rigtig godt skrevet, jeg blev revet med. (8
VH MKH

God prolog, giver mig meget lyst til at fortsætte. Minder mig på nuværende tidspunkt lidt om "Kongebarnet" af Cecilie Eken, men er jo heller ikke nået langt endnu og alt kan ske :)

- Michala

Hej igen (8
Spændingsopbygningen var super, jeg blev dog bremset af ”DONK DONK DONK” som de andre også har kommenteret. At kapitlet var kort gør mig ikke noget.
VH MKH

Hej Mio.
Først vil jeg lige sige, det er en god prolog du har skrevet. Men (et lille men) sætningerne i replikkerne virker for lange. Hvis du prøver at lytte til dine omgivelser, vil du kunne hører at folk sjældent taler i så lange sætninger, lidt punktumer vil gøre godt, syndes jeg. Jeg vil læse videre, og håber du kan bruge det til noget.
VH MKH (8

Hej Mio

Så fik jeg læst et par mere af dine kapitler. Du laver gode billeder og jeg synes langt henad vejen, du skriver godt. Jeg er dog lidt mystificeret over hvad denne historie egentligt handler om. Venter snart at vi får et hint om, hvor du vil føre os hen. Du er meget beskrivende i din fortællerstil og tager fint læseren ved hånden og ind i de mørke gyder. Din hovedperson Llyre lader til at være et interessant bekendskab og vil meget gerne vide mere om hende. Savner dog lidt dramatik frem for de meget lange - men billedrige - beskrivelser af området. Synes som sagt du har godt fat i sproget og jeg er spændt på at læse mere.

Mange hilsner

Mikala

Jeg vil lige sige noget de andre også har sagt: at det er et meget kort kapitel og jeg tror du vil kunne få meget mere ud af det hvis, det skal bare gøres på en måde så du ikke kommer til at give information til læseren som ødelægger spændingen, for spændende, det er det. Dog synes jeg, lige som Mikala, at DONK DONK DONK ikke rigtig passer ind i sådan en dyster stemning. Et forslag til til at gøre det længere kan jo være at denne kutteklædte persont møder nogle vagter i byen og de holder ham hen og udspørger havd han laver så sent, eller at der kommer nogle fulde gæster fra kroen og snakker med ham. Det vil også give et interessant indblik i hvordan den kutteklædte person reagere når denne bliver holdt tilbage mod sin vilje. Ellers vil jeg sige det er rigtig godt skrevet, bare lidt kort og at du bare skal fortsætte med at holde det høje spændingsniveau du har.

M.V.H Anders