Der sker ikke det store i dette kapitel - det behøver der heller ikke, jeg vil gætte på at der bliver sneget nogle oplysninger ind, som måske bliver vigtigere senere? Foreshadowing, om man vil. Ellers kan kapitlet godt lidt virke som rent fyldt. Det er lidt hårdt sagt, men det skyldes at det indledes med en masse beskrivelse, og så derefter en lang dialog. Hvis de to elementer var blandet lidt mere i mellem hinanden, så tror jeg at kapitlet ville svinge bedre.

Er det en lejlighedssang? Skal der være melodi til? Jeg synes at det er meget sjovt at du bruger paranteserne som en slags grafisk virkemiddel. Du kunne godt spekulere mere i dét.

Vent, er det faren eller sønnen, der har samlet alt det ragelse? Det siger jo meget om personligheden. Hvis det er faren, så sætter det det noget i perspektiv, at han har brugt penge på det engang. Især hvis det er sandt at han aldrig har brugt penge han ikke har. Og hvis det er David, bruger han så stadig penge på at samle? Er det derfor han spiller?

Er det til en serie om "ubetydelige ting?" Jeg kunne godt se det for mig, at en hel serie digte om "ubetydelige ting, der går mig på" kunne være fantastisk morsomt og vedkommende. Måske lidt ligesom Maren Uthaugs "Ting jeg gjorde", bare på digtform.
Selv om jeg kan se en masse fremtid i konceptet, så trænger digtet alvorligt til korrektur. Det er "ubetydelige ting", ikke "ubetydelig ting." Spørg venner til råds (jeg beder altid nogen om at læse korrektur), læs eventuelt op på "kongruens."

Jeg kan godt se hvorfor du har det lille intermezzo med reparationen - det viser noget om hvordan gruppen arbejder sammen. Har du overvejet at spejle samme dynamik i den efterfølgende konfrontation? Eller at lave en bevidst, ironisk forskel, når det kommer til kamp lige bagefter? Hvis ja, så skal det måske blot tydeliggøres en lille smule.

Det er et fint digt, men overvej at du ikke behøver at følge normal sætningsstruktur hee vejen. Eksempelvis kunne du også skrive "Her ånder, men lever jeg ikke."
I øvrigt; hvorfor er første og sidste linje i datid, når resten er i nutid? Der kan være en logisk grund til det, men det virker altid lidt disharmonisk at blande tider, synes jeg.

Et fint lille stykke kortprosa - jeg tror dog at det kunne styrkes ved at du helt udelader den sidste linje. Det ville være bedst at lade det stå lidt åbent.

Der er masser at tolke på dette vers, det forklarer ikke sig selv alt for meget, og det er godt. Jeg kunne dog godt savne at det hele rimer. Tag blot de to første linje - med en let omskrivning bliver det "tæmmer" og "gemmer." Jeg tror også at det "kalk" og ikke "kælk", måske er det nemmere at finde noget der rimer på "kalk"?

Fin lille AABB-tekst. Jeg føler dog at selve rytmen godt kunne være lidt stærkere, f.eks. så versene har samme antal stavelser. Dvs., der er måske nogle fyldord der kan udelades, hvis du bruger din digteriske frihed. F.eks. "uddannelse, anbefaling, noget så fin." Du behøver strengt taget ikke "og" i den sætning (og så fremdeles)

Det er meget flot og stilrent. Brugen af tillægsord som "steril afstand" og sammensatte ord som "spøgelsstrøg" fungerer virkelig godt. Jeg savner kun at du er 100 % konsekvent med at der er stort forbogstav (eller ikke), når du skifter linje.

Du har et vist talent for at sætte ord sammen, "morgenbarberingsfrisk" er f.eks. meget skægt. Jeg kunne dog godt bruge lidt konsekvens mht. hvornår du bruger stort forbogstav. Skal "Ånd" og "Naiv" f.eks. tages for en personificering af noget?

Meget fyndig lille tekst, der virkelig svælger i at eksperimentere med den dårlige smag. Der er dog nogle steder hvor den bliver lidt tung, pas på formuleringer som "Selv ikke selvom." Jeg ved godt at det blot er en stiløvelse, men næste gang kunne det være rart med en art pointe, vits, eller bare punchline. At pigen er helt gennembanket virker ikke helt, fordi hun i forhold til resten af teksten - bræk, sex og vulgariteter - er helt normal.

Det er ret fyndigt, men jeg bliver i tvivl om hvorvidt "græsser" skal være et udsagnsord eller et navneord... måske du kunne gøre noget for at stramme lidt op i midterste linje?

Er det et essay, som du har tænkt dig at skrive videre på? Ikke forstået på den måde at du absolut skal give flere svar end du kommer med spørgsmål! Men der er plads til mere - en god måde at komme videre på, er at reflektere lidt over hvad andre filosoffer har skrevet om samme emne.

Det er teknisk ganske fint, men det er også meget banalt. Jeg savner at man kan læse noget betydning ind i stroferne. Det virker bedst, når du kan opfinde udtryk, såsom "dagens overkrop." Hvad skal det overhovedet sige? Er det i overført betydning, eller skal det tages bogstaveligt? Jeg ved det ikke, men det sætter fantasien lidt i gang. Ville ønske at der var lidt mere af den slags.

Det er slet ikke ilde, rent rytmisk fungerer det. Men må jeg spørge om hvorfor linjerne er brudt op på den måde? Særligt dét at "alle" står helt for sig selv, synes jeg bryder rytmen.

Det er en meget blandet tekst; nogle gange bliver vi taget med ned i situationen, andre gange får vi blot en beskrivelse, der minder om lokalhistorie. Jeg kunne godt bruge at teksten havde et klarere standpunkt: ER det lokalhistorie/beskrivende, eller er det en række vignetter og situationer, som vi ser med dine øjne? Jeg ville ønske at teksten kunne være én af delene.

Det er lang tid siden jeg har læst en dialog! Meget frisk. Jeg kommer til at tænke på Erwin Neutzsky-Wulffs "Dialog." Derfor spekulerer jeg også på hvorfor personerne har numre i stedet for navne. Er der nogen bestemt stilmæssig grund til det? En slags præsentation af personerne (rolleliste?) kunne også virkelig hjælpe teksten på vej. Du skal tænke på, når det her er sådan en usædvanlig tekst, så ville det ikke skade at holde læseren lidt i hånden.

Ok. Setup, med at nogle mennesker har set noget uhyggeligt lavet en pagt som børn, det er klassisk, det er afprøvet og det fungerer. Det virker bare som en noget lang prolog, og den skal omstruktureres en del for at have den ønskede virkning! Det er svært at følge så mange personer og flashbacks i en prolog. Jeg tror at et ville have mere "impact", hvis du holdt hele prologen i én tid (hvor de er børn), eller holder dig til én persons synsvinkel. Resten kan du så gemme til senere kapitler.
Pas i øvrigt på at den første, vigtige beskrivelse af nedslaget er varieret. Når du skriver at med "større og større fart blev den større", så er det en gang "større" for meget. Det samme med "bordtennisbold, til en tennisbold." Det er "tennis" en gang for meget. Overvej også kursiv i stedet for kapitæler, når du skal fremhæve ord. Ellers tænker man at de virkelig RÅBER ALTING.

Det er et fint budskab, men der er noget i rytmen, der godt kunne strammes op. Det virker fint at du gentager "ved" i næste linje, var det ikke en idé at bruge det stiltræk lidt mere? Dvs. at gentage det ord, som forgående linje sluttes med. "hvad der i dit hoved foregår" kommer til at lyde FOR bagvendt, selv om man selvfølgelig godt kan bruge en friere form i et digt, end i en prosa-tekst.

Du bruger virkelig dine egne ord og udtryk, hvilket er ret friskt! "I klovene" og "højkindet" er ret skægge, til gengæld er ord som "monstrøriske" lidt for meget af det gode. Jeg tror at du skal holde dig til at sammensatte nye ord af eksisterende, eller at pille ved eksisterende udtryk, give dem et twist.
Husk også: "Monstrene" ikke "monsterne", og "tunge" ikke "tung."

Det er en fin, afrundet tekst, der dog trænger til en let gang korrektur. "Indkøbs-poser" uden bindestreg, der skal være et komma før hvert "Ikke?", og husk at "vedhjælp" er to ord. Når bare der kommer den slags "finish" på, så tror jeg virkelig at du har fat i noget.

Jeg er ny indenfor haiku, selv om jeg har læst Four Seasons Haiku af Jens-Chr. Kjær... Jeg er derfor nødt til at spørge: Er det meningen/kutyme at tredje linje står mest ud i forhold til de øvrige?

Jeg forestiller mig at du har det lidt på samme måde som mig: Historien er jo set ud fra hovedpersonernes perspektiv, så de ved hvad der foregår. Og ved at smide en masse action ind, så er man "in medias res", og så har man fanget læserne, og kan rulle universet ud for dem i de følgende kapitler. Alligevel, så savner jeg en forklaring, for der sker næsten for meget. Der er monstre derude. Og der en anden gruppe, som er fjendtligt indstillede overfor hovedpersonerne? Men uagtet monstrene, så er der ikke tale om noget zombie-apokalyptisk, for der er i hvert fald stadig hospitaler og fjernsyn. Eller...? Kort fortalt: Du har en masse at fortælle, og det er godt. Men jeg tror virkelig at du skal tage læseren ved hånden.