Hej Michelle

Jeg er meget enig i det Marie skriver til din tekst. Så fortsætter lidt i samme tråd.

Det virker som om du har tænkt meget på indholdet af din tekst og ikke så meget på formen. Måden du bruger ordene som ligefrem, nærmest osv. til at fremhæve det du skriver, bevirker at sproget kommer til være meget talesprogs-agtigt. Det er der ikke noget galt med, hvis det er bevidst fra din side, det kan være medvirkende til at gøre teksten skarpere. Men jeg synes du skal læse den igennem igen og aktivt tage stilling til om formen understøtter indholdet på den måde du ønsker det.

Indholdsmæssigt er den rigtig stærk og berører et svært emne, derfor synes jeg den fortjener at gøre sig bedst muligt ud. Du skriver også i din personlige tekst, at du bruger din skrivning til at sætte tilværelsen i perspektiv, det kan en gennemlæsning med fokus på sprog måske være behjælpelig med.

Vh. Sophie

Se her sidder rytmen lige i skabet, synes jeg. Et alvorligt tema, som du formår at beskrive med en underfundig humor.

Hej Søren

Første gang jeg læste teksten igennem, syntes jeg godt nok den var irriterende. Anden gang var den irriterende på en ualmindelig fed måde. Men jeg ved ikke helt om jeg synes den passer bedst i kortprosa genren. Jeg tror den kunne blive endnu bedre som digt eller måske knækprosa. Der er allerede en god rytme i teksten, men den kan godt blive endnu skarpere. Skulle du vælge at prøve at omskrive, læser jeg spændt med.

Vh Sophie

Jeg sidder tilbage med en følelse, der strammer i brystet, fordi jeg er yderst imponeret. Jeg skal lige samle mig før jeg kan sætte ord på den.

Du tager os med på en rejse gennem Europas byer, men jeg ser også en livsrejse. Moren viser "jeget" verden og til sidst bliver hun nødt til at give slip på sit barn og lade ham klare sig selv. Det virker godt, den måde du implicit beskriver de forskellige byger på, men også handlingen.

"Manden vil fange min smerte på film, men mors arm er fuldt udstrakt, og hun er målrettet i blikket, så jeg vælter ud af mandens ramme. Jeg når lige akkurat at opfange et skær af skuffelse hen over hans ansigt, da kameraet hives hjem uden fangst."

Eller ved hjælp af billedsprog, ville vel være mere akkurat at sige. Det gør oplevelsen malerisk og fængende. En tekst jeg kan læse mange gange.

Vh. Sophie

Hej igen

Ignorer det jeg skrev om det overraskende moment. Havde fået ind i mit hoved, at du havde lagt teksten ind som novelle. My bad.

Hej Morten

Du fangede min nysgerrighed lige fra starten. Det er en simpel historie, som du gør levende og spændende med dit fantastiske billedsprog. Jeg er særdeles begejstret for denne passage:

"Fingrene udførte endnu engang deres egne ubevidste handlinger og endnu en sammenrullet smøg sad i mundvigen. Han stirrede længe på røgen, der drev opad i stuen. Den blågrå os, der steg op mod det nikotingule loft. Fanget i stuen slap den aldrig ud. Blev hængende tyk og fed. Havde ikke travlt. Vidste godt den ikke skulle nogle vegne. Ikke kunne slippe ud. Hægtede sig fast på lejlighedens overflader. Så lejligheden et lag af nikotin efter et andet langsomt blev mindre og mindre. For til sidst at kvæle ham..."

Det er tydeligt at se din forkærlighed for "fortættede stemningsøjeblikke". Jeg er nysgerrig efter at vide mere om Thomas, men samtidig er det et kraftfuldt lille indblik i hans liv, som står meget skarpt alene. Det eneste jeg lidt mangler er et overraskende moment af en slags.

Endnu engang må jeg rose dit sprog; det er fantastisk.

Hilsen Sophie

Hej Anders

Rigtig fin novelle. Er meget enig med mange af de andre kommentarer. Blandt andet at du formår at fremstille en meget troværdig hovedperson.

Det Eleonora skrev om sprogstilen; at hun synes den henvender sig mere til kvinder end en anden af dine tekster vil jeg som sådan give heden ret i, men dog tilføje, at teksten fungere pga. sproget. Havde din karakter været end mand, havde sproget ikke været troværdig. Du slipper godt afsted med at skildre en kvindes mindset, dog må jeg protestere lidt mod sætningen: "Tanken om ham får min mis til at savle". Vidste ikke om jeg skulle grine eller græde. Til gengæld er jeg meget begejstret for sekvensen, hvor Bella skifter mellem Joys og sine egne bryster. Den var meget morsom, og samtidig kan jeg se mange kvinder finde på det.

Slutningen er meget uventet og et godt tvist. De bedste slutninger, synes jeg, er dem, som man som læser hader, fordi man har forelsket i hovedpersonen, men samtidig den slutning, som overrakser, og hvor man sidder tilbage med fornemmelsen af, at det ikke kunne have været anderledes. Her synes jeg, du er godt på vej, men jeg mangler lidt mere fra hovedpersonen for at være overbevist om, at hun ikke bare går hjem i seng.

Der er nogle lidt knudrede sætninger ind i mellem, slåfejl, så en gennemlæsning og opstramning ville være godt.

Hilsen Sophie

Hej Sabbath

Jeg vil gerne fremhæve en meget essentiel sætning du her skrev: "for at understrege at han også skulle arbejde med sig selv for at kunne slippe uviljen mod og angsten for det enkle udtryk."

Ikke mindst kender jeg angsten fra mig selv, og viljen til at gøre sproget stort og pompøst, men samme tanke strejfede mig, da jeg læste Theos tekst; hvor meget den har at byde på, men vil tage sig godt ud i et til tider enklere udtryk.

i forhold til problematikken med manglende kommentarer til længere tekster, finder jeg også tit mig selv opgive en læsning, selvom teksten kan være nok så god. Jeg tror meget af det handler om layout. Det kan virke voldsomt, at teksten forekommer en lang smøre, og det er umuligt at danne sig et overblik, når man "kører" ned langs siden. For mit vedkommende, tror jeg det vil gøre en stor forskel, hvis siderne kunne have mere bogformat; at man bladrede i nogle kortere sider.

Derudover handler det vel også meget om os selv her på siden, om vi "gider" læse lange tekster, eller om det ikke er nemmere lige hurtigt at tage en kort. Jeg indrømmer blankt, at den tanke ofte popper op hos mig. Lange tekster kræver mere af læseren, og er vi villige til at investere så meget tid og tanke på hinandens tekster? Det burde vi. Det er for mig i at hele ideen med siden, at få kritik, som kan mærkes og bruges. Og give kritik, personligt er det nok det jeg lærer mest af for tiden, at øve mig i at se, hvad andre skriver og lære at forholde mig til det.

Vil i den sammenhæng sige, at jeg synes din oprindelige kommentar til Theos "Aftryk" var ganske god - jeg har selvfølgelig heller ikke noget i klemme. Du fik nævnt, at du ikke kritiserede ham bare for at kritisere, men at du synes han har talent og ligeledes noget at arbejde med.

En skam essayet ikke gav mere genklang til debat ...

Venlig Hilsen Sophie

God novelle, godt sprog, meget underholdende. Kan godt ane din fascination af Paul Auster. Denne sætningen: "vinden rev i deres ord, hvirvlede dem op i luften og lod dem falde ned på må og få, et enkelt nåede fra tid til anden frem til mig, nogle blev måske hængende til senere cyklister" er jeg meget begejstret for. Det er en oplevelse alle kender, at vinden tager lyden, og her er den meget præcis beskrevet. Hvilket, synes jeg, sker for sjældent. Ali i alt en god oplevelse.

Det virker på mig som om, indhold og sprog ikke passer sammen. Jeg får indtrykket af, at du vil skrive noget meget filosofisk og dermed ophøjer sproget med mange opbrudte sætninger, som i sig selv ikke siger så meget. Tænker især på sidste afsnit. Tematikken er egentlig meget interessant, jeg er bare ikke hel sikker på, jeg helt forstår udførelsen.

Vh. Sophie

Hej Angela

Jeg kan kun stille mig i den lange kø af roser til din tekst. Sprogets blanding af tale og tanker fungerer rigtigt godt og suppleres af den sprøde humor. Endda til tider brutale humor, men jeg er vild med den. Jeg har læst dine tekster "drømmescenarie" og "Kaffen" og er lige så begejstret. Skriv bare løs og når murstenen lander, er jeg helt klar til Elevatoren.

Vh. Sophie

Hej Sofia

Rigtig godt digt. Meget originalt, selvom det behandler, et efterhånden, ret banalt emne og henviser til et, om muligt, endnu mere omdiskuteret emne. Du formår at gøre det til dit eget. Som jeg ser det, omhandler dit digt; umulig kærlighed; en umulig tosomhed. Vi kan ikke lave om på historien, den er som den hele tiden har været. Vi kan kun leve i den tid, vi er givet, men om hvorvidt vi vælger at flyde med strømmen, eller selv vælge de bjerge vi vil bestige, er en anden sag.

Vh. Sophie

Hej Nadi

Det er godt, du har lagt et link til den norske version, for den er bestemt bedre. Jeg var lidt forvirret efter at have læst den danske udgave, men den blev forløst, da jeg læste den norske. Du skriver i den norske: "De blir elsket, forelsket / og forlatt". Og i den danske: "De er elsket og kærlighed / og forladt". De vers giver ikke så meget mening, men tænker, at der skal stå "forelsket" i den danske også? I vers 6 skriver du: "drukne i begær", det skal være "drukner i begær". Dog undrer jeg mig over, at du har skrevet "lengsel" i den norske, hvorfor så ikke gøre det i den danske også? I verset "forsvinde dem bare ikke!" vil det være korrekt dansk at skrive "forsvinder de bare ikke!". Ligeledes i tredje sidste vers skal der stå: "liv i mit kød".

Grunden til at jeg går i petitesser med sproget er, at jeg synes, det er et rigtig flot digt, du har skrevet, og at det derfor fortjener at stå helt skarp. Du laver nogle gode billeder af, hvordan ensomheden, sorgen og kærligheden går hånd i hånd.

Vh. Sophie

En stor strøm af billeder rammer mig, når jeg læser digtet. De flyder ind i hinanden uden opbrud. Der er en gennemgående tristhed på trods af de sidste to vers. Drømme som blot forsvinder i natten, skyllet væk af en bajer. Derefter rammer angsten, mens folk ser passivt til. Jeg fornemmer en verden i langsom opløsning og hvad, der vil opstå af den, er mig uvist.

Det er et meget stærkt og interessant digt, du har skabt.