"Eliza, Liza, skattepige." Det er fanme løgn! Sover jeg stadig, drømmer? Den overdramatiserede klang bag mig, kan kun betyde en ting. "Hej mor." Smil for fanden, se glad ud. "Hvad laver du dog her? Du plejer ikke, at være ude så tidligt." Det eneste, jeg kan tænke er, hvordan hun fik slagtet den vareulv, der nærmest begår fysisk overgreb på hendes skuldre. "Hold da op mor, har du fået ny jakke? Den er vildt flot." Jeg er verdens bedste skuespiller. "Jamen skattepige, den troede jeg, du havde set. Chic ikke? Er du på vej til arbejde?" Hvis hun bare en gang om året gad, at bruge den moderlige omsorg og lytte til andre end sig selv, ville hun allerede kende svaret. "Ja, jeg skal møde her, klokken 8." Som altid, mandag til fredag. Smil igen, kom nu for fanden, prøv, at få det til at se ægte ud. "Ja, jeg forstår dig slet ikke. Hvorfor tager du dog ikke bilen?" Hvis du nu ikke, levede i et univers, med oceaner af tid, kære mor, ville du vide, det tager den dobbelte tid, at komme igennem indre København, i bil. "Nå, men søde Eliza, godt jeg løb på dig. Vil du ikke komme forbi i aften. Det er så længe siden vi har set dig." Blødende hjerter i verden, foren jer. "Jeg skal også gerne lige, have din hjælp til noget." Aha, der kom den. Altid for hendes skyld eller behov. Jeg havde lige glemt, hvem jeg stod over for. "Jo, ja mor, jeg skal lige se, om jeg kan nå det, ikk. Der er ret meget, at se til lige nu. Jeg bliver nød til, at løbe, ellers når jeg ikke metroen til tiden. Men jeg ringer lige til dig. Og hils." Smil, smil, smil, kram vareulven. Og løb, for helvede, flygt. Inden hun sætter kløerne i dig. "Okay skattepige, så ses vi. Elsker dig." Det råbte hun bare ikke, fuldstændig upåvirket. Offentlig, til sin datter på 35. For helvede, hvor pinlig. "Ja vi ses mor." Vink og smil. Så løber fantasien igen. Lange sorte skygger, med skæve smil, snigende. Kravler ned af de høje bygninger. De springer ind over hende, sluger hende i en mundfuld, tager hende og vareulven med, en etage længere ned, så hun er tilbage, hvor hun kommer fra. Vi ses, om et halvt livs tid, mor. Jeg smiler for mig selv, alt imens, jeg roser min syge og snørklede form for humor. Eller er det måske overlevelsesinstinkt? "Undskyld, skal du stå til pynt der, hele dagen?" Jeg vender mig om, mod stemmen og rammer en mur, af de smukkeste dybhavsblå øjne. Pakket ind i det guddommelige ydre, jeg nyder så godt som hver dag, i metroen. "Øh jeg, altså, det er, øh nej." Hold nu op, faldet ned fra himlen dumme pige? Pokkers. Nu tror han fanme for alvor, at han står overfor et retarderet væsen. Jeg stiger ombord på metroen, sender ham et kejtet smil. Sætter mig på min sædvanlige plads, to rækker, skråt bag ham. Kigger på den brede nakke, det mørkebrune hår, konjekturen af hans ansigt. Tænker endnu engang på, at en mand som ham, selvfølgelig er godt og grundig optaget med kone, børn, samt en liste, bestående af hysteriske kvinder, der står på spring for, at overtage pladsen, såfremt den nuværende krage, ikke opfylder forventningerne. Men han talte til mig idag. Det er sku ikke sket før.
Tilbage til virkeligheden. Jeg føler mig ikke, som mig selv idag. Kom for sent op, stressede rundt og den velkendte følelse af, at have glemt noget vigtig, kravler rundt i kroppen. Jeg sender et beskedent blik ned mod mine fødder. Nej, støvlerne er med. Ikke som sidste gang, hvor jeg i huj og hast, kom afsted med tøfler på. Det blev først konstateret, da jeg ankom på kontoret og Janne slog en højlydt, snorkene latter op. Jeg straffede hende senere, da jeg sendte hende afsted for, at købe nogle nye sko til mig. Men idag er det anderledes. Måske den underlige drøm, der gjorde, jeg i første omgang kom for sent op. Det føltes så virkeligt. Kan stadig mærke den varme følelse. Af hvad? Var det vand? På mine hænder. Nej for fanden, det var sku blod. Hold nu op, har jeg drømt, jeg slog et andet menneske ihjel? Nu er den for alvor, steget af på øverste etage. Hov, jeg skal af her. Går forbi Mr. blue eyes, ryster mit lange mørke hår på plads, sender ham et smil, efterfulgt af et blink. Ny dag, kom så Liza. It's showtime.