Jeg mærker tydeligt, den næsten brændende varme fra brændeovnen. Den udtørre mine ellers så tårefyldte kinder og det svier ligefrem i øjnene, der efterhånden er så hævede og trætte efter flere timers højlydt hulken.
Tidligere på aftenen havde jeg ligget på min lysebrune, lettere plettet sofa og stirret blankt op i loftet. Jeg nød at jeg havde et øjebliks fred for larmende tanker. Den stilhed fik jeg dog ikke lov at nyde ret længe, før jeg langsomt kunne mærke den første tårer presse sig på. Klumpen i halsen der nærmest satte en stopper for min ellers så rolige vejrtrækning, min puls jeg kunne mærke der langsomt steg. Jeg begyndte at føle den her uro i kroppen.
"Gå væk! Lad mig nu være i fred!" Hvem jeg snakkede til, ved jeg ikke, jeg formoder det var et desperat forsøg på at få lov til at blive i den her tilstand af et øjebliks fred og ro.
Jeg lukkede mine øjne og tog hænderne for ørerne, mens hele min krop var spændt som en bue. Tankerne rasede over mig, som tsunamien over Thailand.
Det var ikke til at finde hoved og hale i mit tankemylder, selvom jeg ihærdigt forsøgte.
Mest af alt føltes det som en ulidelig smerte, tusinde knive i maven.
Følelsen af ikke at kunne være i sin egen krop, ikke vide hvor jeg skulle gøre af mig selv og samtidig så fyldt op af smerte indefra at jeg ikke kunne ligge stille.
Jeg vender og drejer mig, holder mig skiftevis på maven og tager mig til hovedet. Jeg hulker, så næsten naboerne kunne høre mig. Indimellem ender mine hulk med små skrig.
Da jeg får nogenlunde styr på min krop, får jeg rejst mig så jeg sidder på kanten af min sofa. Stadig urolig, stadig hulkende, stadig fuldstændig fyldt op af smerte og pinsel.
Jeg rejser mig og finder vej til badeværelset. Holder fast på vasken og kigger mig i spejlet. Fuldstændig sort af makeup ned af kinderne, blandet med tårer.
Rystende åbner jeg skuffen, hvor der roder ufattelig meget.
Der står to kurve i den lille skuffe. En lilla og en lyserød. I den lyserøde ligger al min makeup og dertilhørende børster, i den anden ligger mine redninger. En kurv fyldt med barberskrabere, barberblade, øjenbrynsskrabere og klinex.
Uden at kunne se ret meget ud af mine tårefyldte øjne, roder jeg forvirret rundt i kurven. Jeg griber desperat efter skraberen og får kastet mig selv ned og sidde på det kolde toiletbræt. Tager den lille gennemsigtige hætte af og trækker vejret dybt.
Jeg mærker hvordan jeg pludselig ejer kontrollen. Jeg mærker lysten til hævn. Jeg mærker vreden ophobe sig. Frustrationen over min ustyrlige hulken forsvinder.
Jeg kigger ned på mine lår og mærker allerede lettelsen.
Presser skraberen mod min hud, og køre den langsomt og hårdt til side.
Kan mærke hvordan roen falder over mig, hvordan jeg kommer mere og mere til mig selv. Jeg løfter skraberen og venter håbefuldt på at se de første små bloddråber vise sig.
Jeg gør det en gang til. Og slutter af med at gøre det tre gange hurtigt efter hinanden.
Rejser mig. Kigger mig i spejlet og sige højt til mig selv "jo... Du ER den skarpeste kniv i skuffen!"