Jeg synes at forklaringen til sidst bliver alt for påpegende og, ja, forklarende. Det havde fungeret bedre, hvis det var blevet listet ind hist og her i løbet af historien, diskret, i stedet for at skære det ud i pap.

Rigtig god opbygning af angst og fare i starten - så prikker du hul på ballonen, og det fungerer også med nedtrapningen af det farlige. Men den pludselige fare igen til sidst, den synes jeg ikke fungerer. Det er for mærkeligt og pludseligt og utroværdigt med sådan en en psyko-psykolog ... Og så kan hun da i øvrigt bare låse døren og lade vær med at lukke ham ind, når nu hun ved det.

Ellers skriver du i et rart og velformuleret sprog :)

Creepy. Dog ikke voldsomt overraskende, og jeg synes ikke du rigtig får spillet med alle de bolde, du har i luften. Dødsenlen(e) er der ligesom bare uden at du bruger dem til noget. Godt sprog. Gode personer, som er til at skelne fra hinanden.

Jeg synes godt du kunne gave bygget mere uhygge op til sidst ... Ladet giften være i kaffen og lade hende regne det ud, hælde det i toilettet ... Prøve at fange ham ... Bygge op til et mere dramatisk klimaks.

Hm ... Den er egentligt velskrevet - sproget er hyggeligt og sjovt, men ikke spor gyseragtigt. Historien er desuden temmelig forudsigelig og bliver ikke rigtig foldet ud. Den savlende mor til sidst reducerer næsten hele historien til en vittighed.

personerne virker en-dimensionale og meget ens.

Du skriver fint, men netop denne tekst synes jeg ikke er vellykket.

Jeg synes at der er for mange småfejl gennem teksten - stavefejl/slåfejl og grammatiske fejl - og det trækker ned i helhedsindtrykket.

Der ud over synes jeg, at forløbet har for mange aspekter og detaljer til så kort en historie. Hvorfor skal moderen være forfatter, f.eks.? Hvad giver det til hovedplottet?

Der er desuden flere ting, som er direkte "forkerte" i forhold til, hvordan tingene er eller foregår i virkeligheden. Man ville ikke indkalde til møde på rådhuset over en arm, der er gået af led. Der ville blive tilknyttet en socialrådgiver og en børnepsykolog i dette tilfælde, muligvis noget familieterapi, men der skal uroligt meget til, før et barn bliver tvangsfjernet. Det gør man kun som sidste udvej. Det ville ikke ske i dette tilfælde, i hvert fald ikke så hurtigt.

Også morderens (i øvrigt meget udefinerede) psykiske sygdom (som du ikke bruger til noget ifbm plottet) er utroværdig - eller at det skyldes hendes forfatergerning er i hvert fald ... og især, at psykologerne mener, at det er "normalt" at kunstnere bliver sindssyge på grund af deres kunst. Det er faktisk lige blevet videnskabeligt modbevist.

Jeg må med beklagelse melde, at jeg ikke er fanget. Jeg tror hun dør til sidst, han får hende myrdet og lever med en dukke, der altid er enig, og bruger hendes penge. Ondt. Potentielt gysende. Men jeg er ret ligeglad. Det eneste jeg ved om hende er, at hun er bange for dukker og skriver kogebøger med stjålne opskrifter og er rig. Jeg har ikke sympati med hende, jeg FØLER hende ikke, og heller ikke nogle af de andre personer. Det "onde" er for klassisk; dukker og klovne og sorte katte og store mænd med økser. Det er som om vi har en realistisk verden, som så pludseligt bliver forvrænget uden nogen synlig grund. Det er underligt og uhyggeligt - men ikke rigtigt skræmmende.

Sproget er simpelthen så irriterende karikeret, at jeg ikke er i stand til at læse teksten færdig. Jeg gider ikke personerne og finder al den snak om helvedeshunde trættende og dum.

Hm. Godt sprog, men ikke helt opbygning nok til at hun dræber katten. Jeg tror ikke på, at hun er så langt ude, så presset. Situationen lægger op til det - absolut - men din beskrivelse er der ikke helt. Fint men ikke glimrende.

Ok velskrevet.
Uhyggelig - ja.
Realistisk - tja. Ikke umulig i hvert fald. Men opbygningen er ikke optimal, synes jeg. Den pludselig død kan have ne vis effekt, men det er bygget lidt op til den, så den ikke er vildt pludselig, samtidig med at opbygningen ikke giver gysereffekt i sig selv. Jeg synes ikke det er optimalt.

Det mest uhyggelige er faktsik denne usympatiske mand, som slog sin kone, (måske?) misbruger sin datter og frydes over andres ulykke. Og så dør han. Fint med mig.

UUUUH! Dette er den første af novellerne, der rent faktisk gyser i mig. Uhyre velskrevet, opbygningen er fænomenal og at man bare VED (samtidig med at man ikke ved det) at han har brændt sit barn og lagt en brændeknude ned i vuggen. SÅ uhyggeligt, SÅ realistisk - SÅ godt!

Rigtig god indledning - jeg ønsker at vide mere!

Godt skrevet, god opbygning - og troværdig hele vejen igennem. Velskabte personer.

Slutingen er åben, men ikke "uafsluttet".

Top dollar.

Generelt synes jeg, at dine beskrivelser tit bliver for tykt smurt på. Angsten bliver meget metaforisk, og du bruger somme tider så mange tillægsord, at jeg føler mig kvalt i dem. F.eks. her: "Hun havde ikke en trevl på sin blege, fedladne krop og hendes tynde, grå hår hang i fedtede, hvidlige totter omkring hendes ansigt." bleg, fedladen, tynd, grå, fedtet, hvidlig - alt sammen i én sætning. Pyha!
og her: "Moren stirrede forskrækket på hende med vidt opspilede, rødsprængte øjne." Du skriver både, at hun er forskrækket - og du beskriver hende, så man kan se det .Det er overflødigt at gøre begge dele.

En ting til (sorry) er, at du tit bruger nogle meget brugte beskrivelser. Sammensnørrede halse, klumper i halsen, dirrende læber, sorte hulle, bristede hjerter og bølger af frydefulde gys er ikke originale beskrivelser af følelser - det er klichéer. Prøv at komme dem til livs, mærk efter og find på noget nyt - selv.

Underlig kommasætning og ord som "revolterede" gør desuden læsningen hakkende og opbrudt.

Moderen - hun er ikke troværdig. At lave kaffe i toilettet og vaske hår i mayonnaise? Hvem går ud i køkkenet for at hente "shampoo", når man må gå ud fra, at der står et eller andet på badeværelset? Håndcreme, f.eks. Det virker som ting, man TROR en dement person gør frem for ting, de rent faktisk ville gøre. Oven i det er hun ganske velformuleret og LYDER slet ikke som en syg person. Kontrollerende og perfid, ja, men ikke syg.

"Jeg har opfundet en medicin til hjertepatienter, som gør det muligt, at få hjertet i gang selv efter flere timers hjertestop." ... Dette ville resultere i total hjernedød og organer, der allerede er begyndt at gå i forrådnelse. Desuden er hans meget detaljerede afsløring af sin økonomi ikke troværdig. Han har ikke noget motiv for at fortælle hende andet end "Jeg har penge" - ud over FORFATTERENS motiv, da denne hjertemedicin tydeligvis skal bruges til noget senere i teksten.

Brevet - tydeligvis anbragt af forfatteren, da der ingen overgang, intet link er til det.

Ja, du må beklage at jeg ikke har haft noget positivt at sige, men det har jeg altså ikke. Jeg finder gennemgående teksten utroværdig og beskrivelserne tunge. Sorry.

Først detaljer:

"hendes ansigt var et tæt netværk af rynker" - fed beskrivelse

"hun var så inaktiv, at der aldrig kunne blive snavset til" - det bliver støvet alligevel. Døde hudceller, støv fra udenfor ... Jeg ville overveje "at der aldrig kunne blive snavset rigtig til" eller noget lignende.

"... jeg fik hende da også til at fortælle lidt om sig selv. Det var ikke interessant, men det blev det så alligevel i det lange løb, fordi det var så mærkeligt at møde et menneske, hvis liv syntes at have været næsten uden indhold, ja, som nærmest var uden identitet." - Her kunne jeg godt tænke mig, at du blev mere konkret og VISTE mig et identitetsløst menneske i stedet for bare at FORTÆLLE mig, at det er sådan, det er.

"Jeg tror nok hun sørgede over ham. Hun var ulasteligt klædt i sort til begravelsen, men hun græd ikke. Jeg tror, at hvis jeg havde sagt at hun skulle, så havde hun gjort det." - her viser du det! Og i afsnittet inden, som beskriver hendes liv. Jeg synes bare det er ærgerligt, at vi skal have det påduttet med en forklaring først.

Har han ikke andre klienter, imens han er hos Holm? Det virker ikke sådan i historien, og et synes jeg er problematisk. Introducér hellere skuespillerinden tidligere og lad dem være parallelle skæbner - dét kunn gøre det hele mere interessant.


OK. Gyset - hvor er det? Jeg kan slet ikke se, at dette er skræmmende. Det eneste halvvejs scary - spøgelset - bliver nærmest sjovt. Og er det realistisk? I dunno. Han siger, at han ikke tror på spøgelser, og det virker som et forsøæg på at "realistificere" det overnaturlige, men jeg synes ikke det har den ønskede effekt.

Du skriver godt, dine personer er glimrende. Men dette er ikke et gys. Desuden virker den lidt for lang nogle steder, og jeg er ikke sikker på hvad skuespillerinden har med det hele at gøre. Strukturen er ikke 100% vellykket.

Hvis aske er (helt) sort, så gløder den vel ikke mere?

WTH? Drop den besynderlige ordstilling og den dobbelte negation, så har du muligvis noget, der er interessant. Lige nu synes jeg, at der er for mange ting, der står i vejen.

(Og drop især idéen om ar time - det gør første strofe alligevel slet ikke, jo!)

overraskende velfungerende i betragtning af en meget "tænkte" form. Men dejligt, at "øen" er en slags ø i digtet, sådan rent form-mæsigt med biler på hver side - fysisk i ordenes placering :)

Meget vellykket at starte med ordet "og" - som om det hele kører ud i én og i ring og bare fortsætter som det har gjort længe.

Stregerne er "defineret" lige præcis nok, hverken for meget eller for lidt, og det er et dejligt sanseligt "årstidsunivers" du skaber.

Tak for læsning :)

Én ting, jeg synes du kunne gøre anderledes med god virkning er at sætte nogle kommaer og punktummer. Til tider virker det forstyrrende for flowet, at jeg ikke ved, når en sætning slutter.

Kort og kontant - og med god fylde.
Ordet "perfid" er aldeles glimrende - det er nok det, det tilføjer mest "fylde"/dybde/klangbund.

Og nej, det skal ikke være længere. Det skal bare være. :)

1. Udtrykket med at ånden forlader den lille fugl virker meget højstemt og patetisk ... og det brøds jeg mig ikke om. Det bliver så bibelsk og salmeagtigt højtideligt og ligger dermed meget langt fra mig og min tankeverden, og derfor betyder det ikke noget for mig.

2. Går himmel og hav i ét kun en mil fra kysten?

3: Jeg vil gerne have konkretiseret "den lille fugl". Er det en måge? En ryle? En sneppe? Det generelle udtryk "den lille fugl" er noget af det, som gør det svævende og salmeagtig og SYMBOLSK frem for konkret og sanseligt.

Jeg mener bestemt ikke, at digte skal have et "budskab". Faktisk hader og afskyer jeg tekster med "budskaber".

Det være sagt, så må jeg tilslutte mig, at der er noget tilsløret, noget uudtalt i dit digt. På sin vis er det en styrke - du får jo tydeligvis folk til at undre sig og dermed beskæftige sig mentalt med dine ord.

Dét synes jeg, at du kunne bruge til noget mere. Du må endelig ikke afsløre for meget(!) for så forsvinder forundringen - men du kunne godt gøre dine antydninger en smule mere specifikke. "noget andet" og "det samme" og at "binde sig blindt" er meget vage udtryk. Det samme som hvad? Noget andet i forhold til hvad? Til det, man er nu? Til sneen? Og hvad er det, dette DU binder sig til? Hvordan? Lad være med at svare på det hele, men kom lidt nærmere noget af det.

Det tror jeg i hvert fald kunne fungere :)

Jeg synes altså, at dine rim tit virker ret anstrengte - Du er rigtig mange gange nødt til at ty til unaturlig ordstilling og forkerte bøjningsformer/ordvalg for at få det til at gå op. Det synes jeg er synd. Man kan sagtens rime uden at tvinge sproget rundt i uskønne kroge - det kræver mare lidt mere tid og flid :)

Jeg har kun læst første del af første strofe, men det er også nok til at komme med en meget konkret kommentar:

En tanke, en drøm, et håb ..
en tanke om et liv,
en drøm om lykke
et håb om genforening.

Det er udelukkende abstrakte substantiver, du bruger her - intet af det kan man se for sig, mærke, lugte eller noget som helst. Det bliver derfor meget lidt sanseligt - og for mig desværre ret kedeligt. Når jeg læser digte, vil jeg have en sanselig oplevelse. Det sanselige kan sagtens ligge i sproget, men det gør det heller ikke her. Der er ingen metaforer, ingen spændende ordspil eller interessante grammatiske spræl. Der er kun "De Store Abstrakter" ... som man efter mine mening skal være meget påpasselig med at bruge i litteratur af nogen art. De står bare dér og BETYDER og er så tomme alligevel.

Afgivet: 0
Modtaget: 24

Kan det være rigtigt?

Jeg synes at kussekulise er det grimmeste og mindst brugbare ved teksten og hvis dét er dit eftermægler er du blevet grundigt undervirderet og taget ved næsen nåh. For hvad fanden ER en kussekulise? Jeg ved hvad ne kusse er, og jeg ved hvad en kulisse er - på samme måde som jeg ved hvad en slange og en have er - og jeg kan kombinere have og slange til haveslange uden at blive i tvivl om hvorvidt det er et dyr eller et redskab til transport af vand. Men. Kumbinationen af kulise og kusse giver mig altså to meget mærkelige billede i hovedet:
1) en kæmpestor teaterscene med pubeshår som forhæng og et våd bagtæppe i forskellige lyserøde nuancer.
2) en meget lille teaterscene i minimalistisk stil, hvor der på scenen står en kusse uden krop og proklamerer med gurglende stemme (vagina monologues).
UNDSKYLD de udpenslede billeder!
Anyway. Begge billederne er ret grimme og især meningsløse. Det kunne være glimrende i en surrealistisk Dali-inspireret tekst, hvor der er flere ord af denne verdensvrangvridende art - jeg synes bare ikke at det hører hjemme her, hvor det grammatiksøse sprog og netop den SPROGLIGE fremdrift og skabelsesprocess/produkt er i højsædet.

Uden kussekulisse finder jeg, t det fungerer glimrende. Med Kusse, ja. Men uden Dali's indspark fra venstre.