Puha, Sabbath. Det var hårde ord. Men jeg sætter pris på dem alle.

Først og fremmest vil jeg gerne kommentere dit sidste indlæg. Det gjorde mig særdeles glad. Du skulle egentlig ikke have følt dig nødsaget til det - jeg kunne bare have taget mig sammen til at besvare dit første - men tusind tak. Fordi sandheden er, at jeg læste det med det samme. Jeg sagde til mig selv, at her er virkelig noget konstruktivt, jeg for en gangs skyld kan arbejde med, og alligevel skubbede jeg indlægget væk, fordi det gjorde mig ilde til mode. Det er tanken om et projekt, jeg har meget nært, og som jeg har brugt et hav af timer på, blive slået til jorden. Det er en svær balancegang både at håbe på konstruktiv kritik og samtidig sukkersøde, fritsvævende lovord og artigheder, som du selv så nøjagtigt formulerer det. Kort sagt; din kommentar skræmte mig. Jeg har ikke før fået så velbegrundet ris, og jeg er typen, der nemt graver sig ned. Jeg får et rush, når jeg lægger tekster ud, og selv den mest banale ros, gør mig glad, ja, så lidt skal der til, så usikker er jeg hver gang. Nu har jeg fået oplevelsen - eller hvad man skal kalde det - lidt på afstand og har atter fået et smil på læben. Jeg er endnu en gang glad for, at du har taget dig tiden til at give så velovervejet en kommentar.

Og måske skal det hele skrives om - for at vende tilbage til det oprindelige indlæg. Og det vil jeg sagtens kunne gøre. Måske ikke nu, men så senere. Jeg har en historie, jeg selv er rigtig glad for, i hovedet og på et hav af post-its på opslagstavlen, samt en karakter, jeg finder spændende. Hvordan historien skal fortælles, er jeg selv meget i tvivl om, og har været det lige fra begyndelsen. Dette er kun den seneste version. Ellers vil jeg helst ikke kommentere konkret på din ris, men beholde den, ligesom jeg har beholdt dine tidlige indlæg, benytte mig af den. Og forhåbentlig forbedre min historie(r) grundet den.

Jeg har lysten, stadig lysten, og forhåbentlig går din profeti i opfyldelse, selvom jeg på ingen måder går med de tanker. Jeg føler, jeg har fundet en vis stil inden for novellegenren, omend den stadig bølger, men der vil gå lang tid, kan jeg mærke, før jeg med sikker stil vil kunne skrive romanen.
Jeg ved ikke, om jeg har talent, men jeg har arbejdsmoral og lyst, og det er kvaliteter, jeg selv sætter højt.

Det blev også noget af en smøre, og jeg ved ikke, om jeg kom nogen vegne. Men det var godt lige at få det ud. Og endnu en gang tak. Jeg sætter virkelig stor pris på dine ord!

Jeg vil glæde mig til at læse dit essay!

Kærligst,
Theo

Hej Simone,
Tak for kommentaren. Faktisk er begge tekster, du har kommenteret på, noget jeg fortsat arbejder på, så det glæder mig at få et par ord med på vejen :) Godt at du bliver revet med, der findes ikke noget bedre end at blive revet med, foruden måske at få at vide, at man river andre med!

- T

Tak for kommentaren, Emil
Det lyder som en fin ide, det er også nogle af de tanker, jeg går og leger med :)

Hej Matilde
Tak, det er fantastisk at høre! Indlevelsen er det vigtigste for mig at høre om fra en læser :)

- T

Haha, hvor er du herlig, Olivia.
Det glæder mig, at du læser nogle af mine ældre tekster. Det er enormt rart at få et par ord knyttet til disse for mig allerede støvede linjer! Jeg bliver mindet om, at man, trods sin grønne nuance inden for skrivningen, gerne har en bestemt stil og bestemte tematikker, der vedholdes til trods for humørsvingninger og omskiftelighed i den virkelige verden.

- T

Tak for kommentaren, Benny!
Det er netop noget af det, der fascinerer mig. Hukommelsen er sjov at arbejde med, og det giver spændende muligheder for fortællerstemmen.

Mange tusinde tak, Olivia.
Og en flot sammenligning i øvrigt. Den tror jeg lige, at jeg skriver ned :)

De ting du påpeger er gjort bevidst. Om grunden til at du påpeger dem så er, at de ikke er gjort godt nok, er måske en anden sag :) Det er Arne, det handler om, vi starter bare et andet sted for at gøre ham lidt fjern, for først at ha sammen, og dernæst personen. Når der springes i tid, er det fordi Arne tænker tilbage og forestiller sig at være i de øjeblikke, han egentlig aldrig var i. (dog har jeg fundet et enkelt sted, hvor der har sneget sig et par datidsverber ind).
Og så kender jeg altså en del af den "ældrere" generation, som han jo er en del af jf. klasseårgangen, der ikke bruger facebook, mine forældre bl.a. Jeg synes Facebook lidt ville ødelægge historien, Arne skulle være sådan en person, der lever i sin egen verden.
Tak for kommentaren!