Jeg drømte om dig igen. Vi gemte os og du holdt mig tæt. Du så på mig, med dine store, dybe øjne og jeg mærkede kærligheden. Den forbudte kærlighed, der kun eksisterer i mine drømme. Vi talte sammen, om hvad husker jeg ikke og det er heller ikke vigtigt. Du kyssede mig. Jeg mærkede dine læber mod mine. Jeg har forestillet mig det så mange gange før, men selv i drømmen, var det blødere og mere ømt end jeg i min vildeste fantasi havde kunnet forestille mig. Jeg mærkede din krop mod min og alt hvad jeg vidste forsvandt ud af mig og gjorde plads til de kærtegn, du fodrede min sjæl med. Jeg følte mig uovervindelig. Jeg følte mig lykkelig. Noget afbrød os og vi løb. Løb hånd i hånd ud i natten. Og så vågnede jeg.

Nu sidder jeg her, og kan ikke bestemme mig for om det var en drøm, eller et mareridt.

Du forstår det sikkert ikke. Du har sikkert glemt mig. Jeg var blot et kort afsnit i din bog. Et par linjer, du ikke vender tilbage til. Et par linjer, der for dig ikke er værd at læse igen. Du var mere end et par linjer i min bog. Da du stoppede med at skrive om mig, skrev jeg kapitler om det tomrum du efterlod i mit indre.

Drømmene om dig, gør mig dybt forstemt. Jeg foragter dem og de følelser de bringer med sig. De åbner op for gamle sår og lader dem bløde på ny. Lader ensomheden trænge ind og brede sig i mit system. Får mit hjerte til at huske hvorfor jeg elskede dig. For jeg elskede dig.

Kun i drømmene har jeg dig, kun i drømmene er du mig nær.

Jeg kan ikke leve i en drøm, skønt jeg i drømmen føler at jeg lever. Jeg vil ikke være lykkelig, kun når jeg sover. Jeg vil ikke vågne og vide at min virkelighed ikke er dig.

Jeg drømte om dig igen. Nu er jeg bange for at sove.