Gardinerne er mørkerøde.
Uden et vindpust hænger de
tynget mod gulvet i mørket
og udsender lyde.
Lille var jeg,
barn i den hvide tremmeseng
gemt væk i duftende puder,
kun øjnene er vågne.
Tavs, stirrende
ligger jeg inden søvnen
lukker mine øjne
og gemmer mine bange tanker
i de mørkerøde gardiner.
Et sted langt borte fra
efter usikre slag mod væggene
i de lange gange,
kommer melodierne til mig.
Melodierne har jeg fundet igen.
Men aldrig,
aldrig skal jeg finde det,
jeg gav de mørkerøde gardiner.