Jeg er bange for mørkets magneter.
Nogen eller noget har dirigeret mig hen
i nærheden af dem,
mens jeg ikke så det,
de tror,
jeg er et stykke musik
der spiller i følelser alene
for at harmonere i mig selv
uden særlige tanker.
Jeg ved ikke,
hvad jeg skal her
uden forklaringer om hvorfor.
Og jeg kan ikke mere finde mine ord.
Den lyse vej er blevet væk.
Det lys jeg skulle følge hen til glæden
kan jeg ikke mere se.
Magneterne er stærke,
når de trækker mig baglæns igen,
de kender kun mørket,
og vil aldrig søge noget andet,
min eneste chance er,
at de er usikre på mig.
Giv mig mine vinger.