Det flyder med knuste sten
fra muren der knækkede til sidst,
her står jeg i øjeblikke
med skarp cement der gik i stykker
under fødderne,
og den aura der skulle bygges op
med beskyttelse og selvforsvar
flød fra hinanden igen.
Her står jeg igen,
i det lange øjeblik,
hvor alt skal vendes
som en statue der stadig holder,
her er indrømmelsen svær:
En ensomhed der altid er her
som en brønd at falde ned i,
nedbruddet er her igen.
Men i brønden er der ingen både,
jeg kan sejle i,
og jeg har ingen vinger.
For at undgå det flyvende
is mod mit hoved,
kalder jeg stoltheden
tilbage til mit hus
og bygger op.