Kære dagbog,
oy, yo, I.Q er dynamisk,
men jo, jeg er ret klog.
Her denne torsdag dog et "d'oh!",
for jeget indser et overset tog,
i sprog manisk.
Det kørte, ad skinner lagt af stjerneglimmer.
Det kørte, med retning panisk imod kvinder.
Det medførte, at stedet jeg mediterer forsvinder,
i binære autoritære pseudovidenskabelige minder.
Jeg glemte mit oprindelige navn, Enkido.
Jeg glemte at jeg engang var lykkelig, uden sko.
Uden tøj, i mit hjem i skoven, nær Gilgamesh's bro.
Glemte runer, rav og romaner, Kartago delt i to.
Og ork jo, trods glemt er minderne ej i ro,
de danser, dør og diskuterer, viden gjort til tro,
uviden gjort til en klo, jeget raver diget til blods,
i et dagbogsindlæg som egentlig skrives mens der trues.
Trods mindet om dengang jeg var lykkelig, i skoven,
legende under træer, spisende rødder fra foroven,
trods mindet forsvinder i stjerneglimmer og loven,
så husker jeg templet, omend Hun gør mig benoven.
Hun mødte mig med åbne arme, dengang i byens åbning.
I dag er det torsdag, mit hjertebeat hamrer forhåbning;
hamrer en længsel, ikke efter lykke eller fængsel, bing.
O, ting er så forgængelige, at vindes erobring er klinge.
Hun skar og skærer fortsat, alle mine objekter besat,
Hun var og er ikke en kat, en hund eller subjektivt skat.
Men Hun tog renter, Hendes mave banker, som et baseballbat.
De røde, grønne, hvide og sorte farver er dog værdsat,
på mere end en hat.
Jeg var lykkelig, inden jeg tog ind til byens civilasation;
Det var ikke viden eller troen, det var skoven der gav roen.
Jeg havde håbet at Isis's præstinde ligeledes havde passion,
men i stedet gjorde jeg, ene og alene, Hende gravid, med kronen.
Hun havde ellers tilbudt at det var gratis, paradis.
Hun gjorde alt Hun kunne, men jeg ville give Hende en pris.
Jeg ville give hende verdenen, men nøjedes med pis.
Jeg ville give hende verdenen, men det blev et diss.
Jeg ville have plantet et frø, og påskønnet det uendeligt.
Jeg ville have kantet et strø, belønnet med et hjem frit.
Jeg ville, jeg har været hjemløs, men kun kort varigt,
og viljen blev en trillen i stedet, et fucking hit.
Hun og hendes runde mave trak sig, og jeg skriger nu lidt.
Jeg skriger at det ej er torsdag, men Freja's dag.
Jeg skriger at det ej er en hammer mellem mine ben, men et tag.
Jeg skriger at jeg ej har mere at give, så hvorfor blive i live?
Jeg går tilbage imod skoven, men mit tag er forsvundet, og læ i lag.
Men, men, mænd, mine ord oversættes ringe,
uden rytme, ligeglad med om det vil krænke,
for trods skoven er usynlig for bare træer,
er græsset upresset vedholdende, som vand I bærer
debinært, som et folk udvalgt af en guddom, uden jærter,
alle ventende på himmeltærter,
som Malcolm X sagde,
uden at nogen fra Israel begyndte at klage, ting hærder,
så giv mig nu lidt kage, uden at det er en jeg selv skal bage,
og tilgiv dig selv, gerne mildt, for tid spildt,
på at læse, høre eller mærke dette,
bare vær der.
Vil du ikke nok,
bare vær der?
"Alt i samfundet handler om sex,
pånær sex - dét handler om magt."
- Oscar Wilde. Lad os ændre dét uden et quickfix,
og få sagt det der holdes nede med pragt,
og blot i en stund, blot længere end et sekund,
alle klappe i, høre det skøre, lytte til det møre,
uden konklussion, udelukkelsesmetode eller en fon,
og bare være der,
vil du ikke nok, droppe taktik og tiktaktok, kokblok og hjerter,
bare vær der,
vil du ikke nok,
bare vær der,
╭ᥥ╮( ︶ ︶ )╭ᥥ╮