Tid er en sjov størrelse.
Intet andet har samme klang
som at se sig selv, som man var engang.
Det at kunne reflektere over sin gørelse.
Morgendagen så langt væk,
mens dens længsel så kæk.
Med glæde den omfavnes i væld,
mens dagen går på hæld.
Gårsdagens drømme, der var klare,
ikke længe de varer,
før de til nye og større er blevet
og ikke længere efterlevet.
Som en båndfilm, der stryger afsted,
hurtigt og festligt vi går.
Alle de gode dage, vi får,
vi til vor rejse kan tælle med.
Tiden tager, og med blot én bid
bliver fremtid til nutid og nutid til fortid.
En tid til sidst kun som et minde at finde
i hjertet inderst inde.
Af minder og viden vi vokser
i vort bedste sindelag,
men når tiden kokser,
vi de bedste år lægger bag.
De gode dage må vi værne,
for med en hukommelse sløret
og en fremtid uvis
er virkeligheden lige nu en kerne.
Så lad os med den viden, vi har,
gøre dagen i dag et minde værd,
håbe på en morgendag kær,
og møde fremtiden klar.