Allerede første gang, du fløj hen over mit hoved, lagde jeg mærke til dig. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, og du så ikke mig. Men der var noget ved dig, som fik mig til at tænke, at du ikke blot var en tilfældig fugl. Du gjorde mig glad. Jeg kunne ikke definere, hvad det var. Du fløj jo bare hen over mit hoved.
De næste gange, du kom, forsøgte jeg at ignorere det. Det var det rigtige at gøre! Jeg forsøgte at overbevise mig selv om det rigtige! Skrev det med store bogstaver på et papir, satte det foran mine øjne, så jeg ikke kunne undgå at se det. Men jeg kneb øjnene sammen, tog en dyb indånding og lukkede dig ind i mit univers.
Du svævede rundt i mine tanker og fyldte min krop med varme, glæde, boblende fryd.
Du var så umiddelbar - gjorde ikke noget væsen ud af dig. Jeg betroede dig mine inderste hemmeligheder. Den smerte, jeg bar rundt på. Du lyttede og lyttede. Og knuden i min sjæl gled op. Løsnede sig mere og mere.
Jeg havde hele tiden min dør på klem, så du havde muligheden for at flyve ud igen.
Men du er her endnu!