Angstskrig har syv konsonanter i træk
Det er for mange
Når man siger det højt, krøller det sig sammen
på vej ud
og lyder som et ord nogen har fundet på
bare for at kunne sige,
at der er syv konsonanter i træk
Angstskrig er et larmende ord, men et stille fænomen
Et frygtskrig er højt, men angsten er lydløs
Den støjer og trommer indvendigt, men udenpå kan ingen se,
at hjertet er ved at banke sig igennem brystvæggen, og pulsen er overalt
Angstskrig har krig i sig, hvis man deler ordet det rigtige forkerte sted
En krig hvor ven og fjende er én og samme, men fjenden er størst
Hvor man tager sigte og rammer sig selv,
og skjoldet ligger i en skuffe et sted,
som flytter sig hver gang, man har fundet det igen