Jeg gemte mig når jeg kunne, i krattet i skoven der hørte til gården. Jeg blev mester i forsvinding. Det gjaldt om at være andre steder. Når han var i marken holdt jeg mig hos farmor, i køkkenet og stuen. Farmor kunne finde på at tage mig på skødet og fortælle gode historier. Her står de dårlige historier ellers i kø. Jeg må ned. Louise sidder ved bordet, Christian er der ikke. Jeg anbringer mig på stolen: "Hvad så".

"Christian skred", vrænger hun.

"Nå han er ikke nem at danse med".

Vi ser på hinanden.

Det er fint Christian er skredet, så kan vi snakke: "Jeg forstår ikke helt det med far".

"Det gør jeg heller ikke".

"Men var han deprimeret".

"Næh sur som sædvanlig", hun lægger en hånd under kinden. Louise kunne klare far. Louise har det i sig. Karamelliseret sødme.

"Men", jeg tænker på far, der stod altid øl i kælderen,

"Han fik en kæreste", Louise fniser.

"Og"?

"Hun var mærkelig"

"Nå"

"Hun spiste kål".

Nå kålkur, det er vel ikke i sig selv noget særligt: "Hvad ellers".

"Hun var bange for edderkopper og hunde".

Jeg ler, der skal åbenbart ikke meget til før andre stikker ud.

"Har hun fået besked om far".

"Ja ja".

"Hvad hedder hun".
   "Astrid, de kendte hinanden længe. Hun kommer forbi i morgen og henter noget tøj".