Der er lommer i mit liv,
jeg aldrig vil fortælle om,
lommer der aldrig mere
må blusse op og blive ild.
For hvis den får fat,
vil den aldrig mere give slip,
og hvis angsten brænder
på samme måde som dengang,
kan den aldrig mere dæmpes.
Og jeg kan kun
gå den samme vej igen,
til jeg bliver til aske.
Jeg hører musikken som bliver til harmoni,
så snart jeg lytter
til de tusinde violiner
i den kolde nat.
Musikken, det eneste sted,
hvor følelser aldrig bliver forkastet,
den klogeste ven
der altid lægger låget på,
fordi den forstår,
fordi den kender lommerne,
og er den eneste der ved,
hvor død jeg var.
Der er lommer i mit liv,
som jeg gemmer,
fordi de er mine egne,
lommer der aldrig skal fortælles om,
fordi de gør for ondt.
Lommer der skal smykkes
med perler for at blive små.
Og lommer der sover,
mens jeg passer på.