Lynene står i glimt, vinduesviskeren kæmper. GPS'essen viser fremme. På bilradioen advarer de mod al unødig udkørsel. Ja, men jeg er ikke unødig. Der holder mange biler ved kirken. Sorte paraplyer danser i en rapsodi i mol. Jeg har ingen paraply, jeg må klare mig med den blåmelerede regnfrakke. I trav passerer jeg biler, gravsteder, og mennesker. Bårebuketten balancerer jeg henover min venstre arm mens jeg galopperer. Regnens kolde stråler, på mine nylonstrømpeben, giver gåsehud helt omme i nakken. Jeg når kirkedøren, der står min svigerinde. "Hej Karen", siger jeg stakåndet: "Min kondolence".

Min bror og jeg. For længe siden, greb jeg hans bolde og slog ham i skak. Vi havde, en far, en mor, og en barndom. Vi byggede huler og spiste fedtemadder med salt. Dengang i tresserne, dengang jeg var lillesøster, dengang vi legede stopbold og cyklede i skole. Indtil vi en dag blev voksne, alvorlige og vrede, indtil nu.