Natur, menneske og dyr har eksisteret i tusinder af år, sammen og hver for sig. Naturen har været og er en ramme for menneskenes og dyrenes liv. Skabningerne er en del af naturen. Et integreret kredsløb, hvor alle tre elementer er indbyrdes afhængige med gensidig påvirkning. Skaberen, Gud eller en anden autoritet har måske haft den plan, at natur, menneske og dyr skulle være en helhed, som skulle kunne fungere overalt på Jorden, så livet altid kunne bestå. Ingen kan imidlertid være sikre på at det var i den hensigt Jorden blev skabt. Derfor skriver jeg MÅSKE ovenfor. En diskussion om livets opståen ville næppe munde ud i en klar konklusion. Men det skal ikke udelukke os fra at tænke videre i et forsøg på at få svar på væsentlige spørgsmål vedrørende menneskene og dyrene.

Ser man på hvordan verden er indrettet i dag kan det undre, hvordan mennesker mange steder kæmper mod hinanden om magt. Der er krige, en stigende polarisering, primært økonomisk, der er mange fattige, mens en lille overklasse besidder en stigende del af rigdommene. Der er også en voksende middelklasse med gode økonomiske muligheder, som en stabiliserende faktor for det politiske system i mange lande, f.eks i Danmark. Et land, som på mange måder er et velfærdssamfund - endnu. Også her er der en stigende polarisering hvad indgår indkomst, men det gælder også kultur og uddannelse. Direkte adspurgt vil mange danskere svare at de ønsker et samfund med muligheder for alle, at alle kan leve et godt liv i trygge rammer. Når så mange ønsker et sådant samfund, hvorfor er det så ikke tilfældet? Det kan der være mange årsager til.
Mange mennesker, især herhjemme, opfatter sig selv som civiliserede, oplyste, sociale og ansvarlige. Denne opfattelse er såvidt rigtig, da Damnmark er et velorganiseret land: her er indkomsterne tildels udjævnet, men kun tildels. Et godt fungerende hospitalsvæsen med gratis ydelser til alle, dagpenge og kontanthjælp til ledige, gratis lægehjælp og ligeledes gratis undervisning på næsten alle niveauer, en udbygget infrastruktur, for nu at nævne de vigtigste områder af velfærdsstaten. Altsammen goder, som de fleste nyder godt af.
Men vi har alligevel ikke et samfund, hvor "få har for meget og færre for lidt (Grundtvig)." Dette har været et bredt politisk mål herhjemme i mange år. Om det så engang kan lade sig gøre er et åbent spørgsmål.

Mennesket har gennem næsten alle tider opfattet sig selv som et væsen højt hævet over dyrene. En opfattelse som nødvendigvis ikke er rigtig.

Samfundene, også det danske, er opdelt i et hierarki, hvor vi er placeret på forskellige niveauer, økonomisk, kulturelt og uddannelsesmæssigt, Hos dyrene, f.eks løver og tigre, er der et stærkt hierarki, meget mere synligt end hos mennesket. Men vi har ligesom dyrene rå centrale instinkter, ønsket om at få børn, tilfredsstille sult, afmærke vores territorium og ofte løse konflikter ved at dræbe(mord og krig). Vores liv har nogle paraleller til dyrenes verden.
At vi betegner os selv som mennesker er i nogle henseender misvisende Det ville være mere ærligt at vi blev kaldt menneskedyr, fordi vi på mange punkter ligner dyrene. Selvfølgelig er der en forskel på dyr og menneske. Vi har med vores hjerner skabt lægevidenskab, teknik, elektronik og meget andet, som har betydet store forandringer i vores livsbetingelser. Mange ting er blevet lettere, mens andet er blevet mere komplicerede.

Men, tilbage til betegnelsen menneskedyr. Vores dyriske del vil nok altid være i os, på godt og ondt. Det forhindrer imidlertid ikke at vi stadig har muligheden for at udvikle os videre i åndelig henseende. Skabe en verden, som ikke konstant er truet af krige, foruroligende klimaforandringer, egoisme, uhæmmet materialisme, mord og anden kriminalitet.Er det utopisk at tænke sådan? Måske, men utopien kan være et mål vi kan søge at arbejde henimod. Det er langtfra sikkert at vi når vores mål. Når vi bare et stykke af vejen er meget vundet for menneskedyret.