Rejser mig op igen tårerne af guld på min kind en strejf af en håndflade nusse min lille gyldne øjen dråbe væk kigge rundt kan ikke se noget jeg hør en kaldene i mørket du må ikke give slip rejs dig op men kende den velkendt varm fra min morfar føle han er lige hos mig jeg forsætte videre ser stjernene falde ned fra himmel danner sig en sti overser den og går stadig lige ud indtil jef for en skub af en jeg faktisk kan se vi går sammen ned af stien med stjerne der lyse op fra vær en trin vi ta sammen er vi introvert men vi leve ikke ensom vi går ned af stien med at snakke om kunst og poesi og før jeg ser lyset komme mere frem fra solen kigger over mod dig du var væk ensom hjerte leves i angsten for starte en kunst eventyr kl 23 om natten begynde magien men slutter igen kl 05:00 hvor jeg så bliver ordenlig træt