Nogle af de ansigter jeg ser, sætter jeg i forbindelse med vinter og med stuer, der altid er mørke, hvor jeg hører monotome vækkende lyde, som flere ure der tikker i munden på hinanden i det uendelige. Ansigter med lukkede munde, åbne øjne og lyttende ører.
Nogle ansigter hverken ser eller hører, for munden fører an. Måske den bander, jubler eller skælder ud. Måske den græder. Måske den udstøder et nødråb. Måske synger den. Jeg tænker, hvis den taler med nogen, er den ikke alene eller måske er den. Måske er der ingen, som lægger øre til. Måske er der ingen, som elsker. Jeg ser på øjnene, om der er liv eller ikke.
Disse ansigter må have været andre steder i mange år. Var de alene eller sammen med andre? før de landede imellem disse vægge, hvor intet forandres. Jeg forsøger at læse deres fortid, men jeg ser dem isoleret i øjeblikket.
Ansigter som er alene, i det liv der kører forbi. Ansigter så fulde af udtryk, der varer så længe, som deres udtryk og kæder af ord som ingen kommer til at høre. Hvilende ansigter. Lukkede ansigter uden miner til spil. Igen den store stilhed, hvor øjnene iagttager.
Anonyme ansigter står stille, sidder eller de bevæger sig. Det som har ramt dem er at de er til. De ser på det som kommer. Håber det snart holder op. Ser på det som er gået. De har alle forskellige måder at tage det på. Med åbne øjne og lukkede munde. De spræller hver for sig. Nærmest som i krampe i hver deres indre kampe.