Som en sjælden gæst har det talt til mig uden ord,
spundet rum under granernes hvisken,
bygget sin usynlige bro i horisonten
som jeg aldrig kan træde ud på
for at gå over,
fordi den er luftig og forsvinder.
Det uopnåelige land der kender mig så dybt,
det uforklarlige nu
et andet sted fra,
der ved,
det kun kan ramme min verden
i fredelige sekunder uden tanker,
kan jeg ikke nå at række mine hænder,
før det slipper selv.
For det vil ikke fanges i sin frihed
som en fugl og spærres inde i et bur.
Mit forjættede land er fredeligt, stort
og altid stille,
uforklarligt vil det aldrig røres ved,
jeg kan kun føle det engang imellem,
i mit hemmelige rum,
når jeg lukker vinduet op
et øjeblik i sommernatten.