Vi sejlede ud om formiddagen, helt ud til de små øer. Han ville vise mig mylderet af fugle, som han så tit havde talt om. Hans hånd holdt med et fast greb om rorpinden. Hans profil sigtede mod horisonten.

Han havde stillet kikkerten til mig, men jeg tog den ikke i brug. I stedet sad jeg ganske stille og nød bådens vuggen, bølgernes skvulp mod rælingen, og motoren der knurrede lystigt.

Jeg har aldrig set efter fugle på den måde, og vidste rent ud sagt ikke hvordan man gør. Og jeg kunne ikke lide at spørge:"Det er dejligt at sejle", sagde jeg.

Han nikkede med hovedet låst i sejlretningen:"Jeg elsker turen herud", svarede han:"Det er så frit".

Jeg måtte give ham ret. Byen var mindsket, til en ubetydelig samling af små sorte prikker. Her var himlen stor, kystlinjen strakte sig uendeligt, der duftede af hav, og vinden blæste friske pust på os:"Hvis, jeg havde en båd, ville jeg sejle hver dag".

Han drejede ansigtet mod mig:"Jeg bor i mit skib", sagde han.

"ja, jeg havde glemt, at båden er dit hus". "Alt for lidt plads", tænkte jeg.

"Præcis den plads jeg har brug for", sagde han, som om han havde læst mine tanker.

"Åh ja", jeg nikkede.

Han standsede motoren, vi lå i læ af en af øerne. Fuglene gav sig højlydt til kende, han pegede på kikkerten. Jeg rystede på hovedet. Vi sad i hver vores side af båden, og så på hinanden. Han havde et sært fraværende udtryk, som jeg ikke havde bemærket før.

"Min kone sagde altid, at jeg elskede fuglene højere end hende".

"Gjorde du det"?

"Næh", han tyggede på svaret, kunne jeg se:"men, måske elskede jeg båden højere".