Dybe spor i sneen
vejen er snoet
og lang
kroppen ryster
og halvt fortæres
af kulden
og tænderne klaprer
Dødens Melodi
Er sporene
fra et grådigt dyr
på vej mod sit hjem
de dybe tågede dale
høje og spidse
sorte bjerge
med grotter som er vejen
til Intet?
Eller er jeg på vej
til Solens Land
hvor stjerner lyser over
dybblå blanke søer
og grønne enge
med vildt og saftigt græs
og tusind blodrøde roser
Snestormen gør mig blind
presser kroppen ned
et snetæppe, fint og blødt
omfavner min sjælekrop
hjerte og tanker i ro
Smerten i kroppen
slynger mig tilbage
til livet
sporene jeg fulgte
er borte
føler mig fortabt
og alene
indtil en gnist i hjernen
tænder håbet
og tanken om
Det forjættede Land
det findes i mig selv
når mod og kærlighed
forenes