Mit fineste tøj er pakket
Min tandbørste er ny, uden for er der en kakofoni
Af fugleskrig og livet der passere forbi
Jeg tjekker ind lidt duknakket
På en såkaldt tilværelse
Men her er kun folk i uniformer og andre uden nærværelse
Her er kun andre individer, hvis indre ypper kiv
Jeg er så ensom jeg kunne dø hvis jeg havde et liv
De farmaceutiske tilsætningsstoffer dulmer
Men bag tågesløret ligger vanviddet og ulmer
Omk : Ser jeg tingene som de er
Eller ser jeg tingene som jeg er
Et individ så inderlig inkognito
Hotel Farvel et ekko af et sted at bo
To tilbageskridt frem galskabet blomster
Det er umuligt at være et helt individ
Jeg forsøger desperat med stort flid
Mit tankespind har kreeret et selvskabt monster
Det er her det foregår og forgår
Blandt andre med dybe banesår
Lyden af knitrende kitler og en der skreg
Jeg taler med mig selv, om mig
Blot for at vide om jeg er i live
For at give mig en grund til at blive
B: Jeg lever nu, i før datid
En lyd så skinger hvid
Kun en synopsis til et tilværelse
Eneste jeg opnår er forværelse
En spændetrøje som eneværelse
Til Hotel Farvel indskrænkes hele min fraværelse
Stemmerne i mit hoved er ikke mine
Ingen er rigtig til og tilstede
Psykofarmaka som eneste glæde
Venlige uniformer der ikke fortrækker en mine
Sidder i et hjørne medens jeg intet tør
Sammen med andre der heller intet gør
Jeg kæmper mod mig selv, hvor er jeg henne
Jeg vil ikke være min egen værste fjende
Må jeg dog enes med mig selv
Jeg kan ikke tjekke ud alligevel