Mit hus er i brand.
Hele min verden står i flammer.
Ordensmagten står uden for og diskuterer:
de mener, at det startede i kælderen.
En masse gammelt skrammel, som alle havde glemt alt om,
havde formodentlig antændt sig selv.
Det sker af og til nu til dags, siger de,
at gammel elektronik beslutter sig for at sætte gang i en fest.
I mellemtiden fik branden rigtig fat.
De sidste blev reddet ud.
Chokerede, men med helbredet i behold.
Kun en enkelt fik lov til at brænde op.
En gammel sjæl på første sal,
som ingen for alvor bekymrede sig om.
For det meste var han stille.
Lige siden hans kone døde,
havde han ikke givet mere fra sig
end et lille pip af og til.
Ingen sang. Ingen toner tilbage i det liv.
Lidt trist måske.
Men hov, hvad er nu det!
En sang!
En sang så kraftig, at den overdøver branden!
Jovist, lidt panisk og ude af takt måske.
Men ingen tvivl om, at Egon genfandt sin stemme i sidste øjeblik!
Det gav Lise ude på gaden en grim smag i munden.
Tanken havde faktisk slet ikke strejfet hende at redde ham.
At hans sidste sang skulle blive et døsskrig i en ildebrand,
gør hende så dårlig, at hun er ved at kaste op.
Da hører den uharmoniske fuga af splintrede toner op.
Kun de sidste flammers knitren
og tanken om den lille krop.
Forbrændt, forkullet. Fra grøn til sort.
Lise kold og forstenet.
Undskyld Egon, siger hun.
Det er for sent nu.
Undskyld,
lille undulat.
Jeg håber, at du er fri nu.