Jeg sidder alene i mørket.
Omgivet af den jordslåede lugt, af skab.
Jeg sidder på bunken af sko der er blevet for små, og af huer, Og halstørklæder der ikke har været brugt siden sidste vinter.
Jeg sidder lige under den pæne trøje, den fra farmor.
Jeg kan høre du kommer ind, dine bitte små skridt, i det du piler over gulvet.
De giver mig gåsehud og jeg gyser.
Jeg hører du hopper op i sengen, kalder på mor.
Mor! alene tanken om mor for mig til at ryste af skræk.
Frygtsomt vikler jeg mine mange arme omkring min overkrop.
Prøver at føle mig tryg.
Det virker ikke, og i takt med at mor nærmer sig bliver jeg; mere og mere bange.
Nu er mor noget hen til din dør.
Jeg lytter til de slæbende skridt af mors fødder i hjemmeskoene, da hun går hen over gulvet.
Hen til dig.
Jeg hører sengen knirke da hun sætter sig hos dig.
Jeg hører hendes skurrende, høje stemme da hun spørger dig hvilken historie hun skal læse.
Mors stemme skærer i ørene og jeg flytter to af mine arme op og holder mig for ørene.
Jeg vil ikke hører mors stemme, den piner mig, gør ondt i ørerne, hovedet. Faktisk skriger hele min krop i smerte.
Mors stemme fortæller dig en historie om monstre der gemmer sig.
Under sengen, bag gardinet, i skabet.
Jeg hører du beder mor kigge under sengen, bag gardinet og i skabet.
Jeg føler det som om mit hjerte sidder helt oppe i min hals.
Jeg kniber øjnene i,og ber til at mor ikke kigger i skabet.
Jeg tør ikke tænke på hvad der mon sker hvis mor finder mig.
Mine arme søger igen rundt om min overkrop, og jeg lukker mine øjne i.
Jeg krummer mig sammen, prøver at blive så lille så muligt.
Usynlig.
For jeg er jo bare et lille monster i dit klædeskab, og i er menneskene.
Dem jeg frygter mest.