Vi tog til Norge for at stå på ski
og havde logi i Hemsedalen
men jeg fik nu ikke brugt det logi
for den første dag faldt jeg på halen
Jeg havde sagt inden vi tog afsted
jeg kun sku' ha' snesko med på rejsen
og bare nyde lidt ro og lidt fred
i en magelig stol foran pejsen
Min kone vidste jo udmærket godt
skiløb ikke er min stærke side
men i starten gik det nu meget godt
lige til jeg begyndte at glide
Midt på bakken er der et lille hop
men skiene var svære at styre
jeg hørte at min kone råbe stop
nu var gode råd virkelig dyre
Styrtet var skyld i to brækkede ben
så mig hjemad med knogleexpressen
og udover mine fysiske mén
har jeg totalt mistet interessen
Den var i forvejen ikke ret stor
og nu er den endegyldigt droppet
det var kun for at glæde lillemor -
men glæden blev spoleret af hoppet