Hver gang hun forsøgte at løfte sig højere, strække sig længere, fandt hun ud af, at der var grænser. Grænser som fastsatte, hvilke ord der kunne forlade hende. Grænser der forhindrede hende i at skrive frit. Grænser som på en eller anden måde definerede hende og ikke tillod hende selv at lukke op for sit belastede indre, på trods af den trang til at lade alting skille sig fra kroppen i mere eller mindre smukke udgydelser, som hun bar rundt på, og som var skyld i den rastløshed, der til stadighed fulgte hende.

På en måde handlede det måske mere om ikke at turde. Hvem havde bedt hende lade være. Hvem, som i hvem overhovedet, vidste noget om det, der rørte sig i hende. Hun vidste det dårligt selv. Hun havde aldrig sat ord på, men vidste alligevel, at det var en blanding af sødt, salt og syrligt. Af skønhed, smerte, grimhed, egoisme, kærlighed, tilgivelse, skam, fortrydelse, angst, kreativitet, bevægelse og fryd. Et liv.

Det ville være en befrielse at fortælle.