Hjemløse tanker.
Deres barnehænder skriger
efter noget at gribe om,
noget at holde fast på,
et sted at slå rødder.
Jeg svæver rundt i en tåget sky,
der forvirrer mine sanser
og får
eksistensen af træets stamme
til af ophøre.
Jeg søger efter exit,
men uden retningssans
kan ingen tanke
slå sig ned
i stilhedens accepterende ørken.
Så deres barnehænder
fortsætter med at skrige
efter en anden løsning,
som kun fastholder
usynligheden af træets stamme.