Lige så sikkert som at det stadig ser pisse sejt ud med en smøg i kæften, glem alt om tjærelunger og strubekræft. Lige så sikkert som at kontanthjælpsmodtagere er forfulgte, glem alt om dovenskab og snyd. Lige så sikkert som at vi stadig sidder og håber på at HAN snart tager sig sammen og kysser HENDE. Glem alt om ligestilling og kønsdebat. Ligeså sikkert som at der i ethvert såkaldt hverdagsdrama eller socioøkonomisk realkrimi dukker en skilt børnefamilie og mindst 1 homoven op. Glem alt om ligusterhække, guldbryllup og at holde seksualiteten i soveværelset med nedrullede gardiner.
Ligeså sikkert som at Whiskeybælte er lig skattesnyd og aupairudnyttelse, glem alt om studielån, stress og slesken for chefen.
Lige så sikkert som at arbejderen altid bliver udnyttet, glem alt om pjæksyge, timesnyd og egoisme.

Ligeså sikkert er det, det er altid den lille og den elendige der har ret.

Vi elsker alle glasur, der er dem der er til den der dækker over alt andet.
Den nydelige klare pastelfarvede glasur af bagedystfacade, af overdrevet smilende multimedia opdateringer, der bare ved synet får det til at gøre ondt i modtagerens kinder, af energiske forsikringer til alle der gider lytte og se de eventyrlige overskudsglansbilleder fra det fede frie singleliv og fra himmelsk fredsfyldte familie scenarier.
Intet andet materiale, i den kendte eller endnu ukendte verden, kan som den glasur dække over ethvert råddent møddingsbjerg.

Der er dem der elsker det fedtede skandaløse glasurlag som vi kan stikke tungen i på skærmen, i de glittede blade, eller i den hviskede sladder på gaden. Hemmelige klubber, politikere, sport, snyd, udenlandske konti, lange skæg, rockere, silikone, gamle mænd, unge børn.
Snusket, ubehageligt, ulovligt, forfærdeligt, ulækkert alligevel labbes det indenbords.
For der er noget i glasuren, et stof der ja er afhængighedsskabende men mere end det, vi soler os i virkningen, vi tænder på det men kan stadig klappe os selv på skulderen i selvretfærdighed. For alle de depraverede midnatssorte sider af livet har et sølvstrøg af noget gloværdigt.

Vi må gerne svælge i det, for dermed støtter vi de forurettedes kamp, ikk'? Selv volden indeholder troen på frelse, der er vel en lykkelig slutning og hvis ikke, så er lykken jo opnåelse af elendighedens martyrium, eller hva'?

For at opleve uretfærdighed og kæmpe for at overleve elendighed, det vasker renere end kirkens døbevand.

For elendigheden er i hvert fald ikke den klistrede fornemmelse, endsige lugten af gammelt pis.
Det er ikke blandingen af indtørret og muggen opvask i køkkenet og tallerkner med larver under sofaen. Det er ikke brugte blodige bind i lommerne. Det er ikke kasserne med diverse medicin for alskens lidelser, usikkert om det var en sygdom eller indholdet i en af pakkerne der udløb i 2003.
Det er ikke de gentagne og nogle gange ihærdige forsøg på at undsige sig skylden.

Det er da slet ikke den stakkels undertrykte, der sætter maddingen på krogen og langsomt trækker torsken i land og i triumf mærker knoerne stemple igennem kødet ind til knoglerne, forhåbentlig - for når de rammer næse og /-kindben eller sparkende rammer hofte og skamben så er der kun lyn, stjerner og den tørre knasen af knogler, intet kød til at være airbag for de sårbare dele. Ingen klaskelyde når slagene rammer, ingen sammensmeltning af kroppe når hånden synker helt ind og der dulmer den indre smerte, den der lokkede slagene frem for i en syg logik at retfærdiggøre sig selv. For at få en sørgelig oprejsning, for når volden kommer, vinder jeg! Jeg er offeret og det er en trøst i et lille øjeblik, når resultatet vurderes i spejlet, som hos alle typer af junkier forsøges skammen og selvbebrejdelserne glemt i rusen. Lige nu er det ikke mig der er den åndsvage, taberen, den der ikke tager ansvaret for eget liv, ikke mig der er tageren af dårlige beslutninger, lige nu er jeg OFFERET - hvis jeg er heldig holder den følelse indtil mærkerne begynder at falme.

For den elendige elendighed kommer vel ikke fra en selv?