Jeg drukner i virvaret af glasskår, ord, skærende så blodet flyder.
Tykner, størkner og krystalliseres.
Tankerne flår mig op indefra med deres sylespidse ender, alt imens det krystaliserede blod former millioner af myrekollonier.
Myre med pigge under fødderne.
Bevæger sig i flok fra hjernestammen ud til frontallapperne tilbage over parietallapperne for til sidst at slå lejr i occipitallapperne.
Det svimler for øjnene, jeg ser intet men sort.
De har besat mit syn.
En sjæl hiver mig i land.
Den friske luft får blodet til at flyde, krystallerne til at dekrystaliseres, myrerne til langsomt at svinde bort.
En tanke iklædt lapper beskytter mig mod sylerne.
I et minut eller to finder jeg fred i denne tilstand af automatisk egenomsorg som blev mig frarøvet af livet men skænket i samme sekund, jeg blev hevet i land.
Langsomt bevæger jeg mig ud i vandet igen.
Jeg føler en langsom kriblen starten påny.