Døden hang over ham som en tro følgesvend. Den ville aldrig lade ham være alene, skønt han forgæves havde prøvet at ryste den af sig. Han var kommet til et punkt, hvor han havde vænnet sig til dens kølige, bitre tilstedeværelse. Han kiggede misbilliget på, hvad han havde gjort, vantroskab var tydeligt malet over hans magre ansigt. Han prøvede at benægte sandheden, afvise hans bestialske gerning, men det syntes at være umuligt. Med et slog det ham, han havde ikke en plan. Konsekvenserne for hans impulsive handling var ikke med i hans beregninger... Uskyldig. Han var uskyldig, da intet af dette var hans reelle intention. Hans ansigt genfandt kontrollen. En bølge af lettelse skyllede blidt henover hans forpinte tanker. Han havde intet at frygte, han var trods alt "bare" uskyldig.