Panelerne er dystre mørk blå. Hun har aldrig tænkt over det før nu.
   Himmelblå alarmberedskab.
   Hun hoster og synker en smule spyt. Så trykker hun på knappen. Sengen bevæger hende op i siddende stilling.
   Hun kan se ud på en parkeringsplads med træer.
   Over dem er der en lille stribe himmel synlig. Hun sukker.
   Derude og deroppe.
   Himlens toppe blæser frem og tilbage, en lille fugl flyver forbi, bryder dagen.
   Hun hoster igen.
   Drejer ansigtet mod døren.
   Den er lukket altid lukket.
   Privatliv hvem har ikke brug for det.
   Det betyder så at den grå dør, er udsigten til den anden side. Det er ikke noget hun fortryder. Hun har himmel og trætoppe. På alle årstider. Altid.
   Så længe har det varet, at hun har glemt hvornår det startede. Anemoner ser hun for sit indre øje. Duften af muld og blomster er desværre gledet bagerst i erindringskøen. Her lugter medicinsk kemisk, og alle bærer kitler, med navneskilte skrevet så småt, at hun ikke kan læse dem. Ubetydeligt i den store sammenhæng.
   Om hun begriber hvorfor de aldrig giftede sig. De elskede jo hinanden han og hun.
   Hun husker hans blik. Det sorte i alt det brune, genskinnet i hans brilleglas. Den bløde bue da han bøjede sig og kyssede hende.
   Nok ikke en lovestory til ugebladene. Den lykkelige udgang udeblev, men en blød pude i nakken, og måske en god bernaisse til middagen findes.