Når alting forsvinder bag mig,
og dagene bliver smukke inde bagved,
har jeg lært mig selv
at gå med usynlige skridt,
at tænke uden nogen tror det,
og at sige meget næsten uden ord.
Når de gamle broer brænder,
kan jeg lugte deres tjære,
de løgne de forskønnede så stort
til de sandheder,
alle troede på,
går op i røg der oser den modsatte vej,
end her hvor jeg står med mig selv om halsen.
Jeg forlader det hele.
Og jeg kigger lige frem.
Når alt er forsvundet,
og jeg går fremad,
bliver vejene lyse som sand,
og nætterne som fyldte chokolader.
Når horisonten kalder i det blå,
og solens lysegule stråler bliver som røngten,
bliver skyggerne min sjælevogter,
og døren min kloge ven.