Han er min bedste ven. Det ved jeg han er. Han inviterer mig ud at spise. Vi handler ind sammen. Men vi kysser ikke. Vi holder ikke hinanden i hånden eller boller om natten. Om aftenen spiser vi mad fra grillen hjemme hos hans mor. Der er sekretær på en produktionsskole og aldrig får råd til en ny vaskemaskine. Jeg er forelsket. Det ved jeg, at jeg er. Når jeg kigger på ham. På hans store læber. Der skjuler alle de lede ord. Som han ihærdigt forsøger at holde tilbage. Ligesom volden i hans arme. Når han fik lyst til at slå sin ekskæreste. Men endte med at sparke hende. Vi ser Titanic og drikker congo-bajere. Jeg får lov til at sove med dobbeltdynen. Selv om jeg er meget mindre end ham. Der sker noget. Den nat i februar. For første gang er vi fremmede for hinanden. Der er kun os to. Og hans lillesøster. På den anden side af væggen. Vi ruller rundt. I en svedig dobbeltdyne. Fletter fingre. Undersøger hinandens ukendte kroppe. Som en åbenbaring. Den nat i februar. Jeg drømmer stadigvæk om ham. Hver nat. Der er ikke noget der gør mere ondt. End freden der aldrig sænker sig.