Jeg glemmer det nok aldrig. Hvor lykkelig jeg var. Den sommer. I de minutter. Inden det skete. Med en halv astronaut is i hånden, dansede jeg rundt i bølgernes blide brus. Med min mave. Gennem sommerens hvide havskum, løb jeg i min violette badedragt. Det var den varmeste sommer i hundrede år, og jeg var så skingrende forelsket. I livet. Og i ham. Der sad inde på stranden. I sandet. Få meter væk. Og observerede mig med en cigaret mellem fingrene. Og en hånd for panden. Jeg husker, at jeg løb frem og tilbage i det varme saltvand. Spejdede efter flyvemaskiner på den ferskenfarvede junihimmel. Og tænkte. At ingen kunne være ligeså lykkelig som jeg. Med en hånd på min mave. Vendte jeg mig rundt. Og så den. Badebolden. Der flød henover vandets overflade. Et par meter fra en lyshåret dreng. Men da jeg bukkede mig ned for at samle den op. Blev jeg pludselig afbrudt af Christians stemme. Der råbte mit navn. Jeg kunne se det i hans øjne, at noget var galt. Med hånden for munden. Kom han løbende. Og da jeg kiggede ned i saltvandet. Havde det pludselig ændret farve. Ned af mine ben løb blodet. Og den violette badedragt. Var pludselig ikke særlig violet længere. Og astronautisen var pludselig smeltet. Så var det, at jeg skreg. Imens jeg tog min badedragt af, som Christian prøvede at give mig på. Badebolden fløj rundt inde på strandens bred. Hvor folk var begyndt at samle sig sammen. Imens jeg stod der, og mærkede livet strømme ud af mig. Og fire måneder efter, var også Christian forsvundet. Sammen med sommeren og alt det der skulle have været vores.